Torsdag 5 Juni.

Kære Peter!

Jeg lader Marer skrive uden alle Deklamationer, da jeg selv er for syg dertil. Hvad der er sket, lader sig ikke redressereN; det gør mig kun meget ondt for dem, der er med mig. Jeg betragter uvægerligt dette som en Afslutning, ti Mængden har altid RetN, og det er umuligt at overbevise den. Naturligvis forlader jeg Nationaltidende, min Forbliven i det offentlige Liv paa den Maade, vilde alt for ofte minde mig om et skrækkeligt Nederlag, ti mine Fjender vilde ikke vise nogen Skaansel. Jeg har i de sidste Dage tænkt meget paa Børnenes og Fruens N ulykkelige Stilling, selv vil jeg jo for Fremtiden ikke kunne gøre noget for dem. Jeg ønsker hurtigst at spille i Roeskilde og beder dig gøre alt, for at saa mange som mulig tager derhen. Det er et Venskabsbevis, hvorom jeg beder jer: dér vil i det mindste findes en og anden, der forstaar, at det har været min Persons Kamp for at overbevise andre, som har ført til alt dette.

Din

Herman.