20.2. 85.

Min kære Immanuel.

Jeg tænkte meget paa Dem igaarN, telegraferede iformiddags. Jeg vil skrive et Par Ord – ti der er dog altid noget af En selv i det lidt, som hedder "Ens egen Haand"N. Jeg maa være meget tilfreds med min Sukces igaarN. En meget fin Basar slugte Balkonens Publikum, saa den stod tom, men Gulvet var fuldt – det var jo paa Teatret – og Publikums Nysgerrighed blev hurtigt til Sympati. Sverigs første Kritiker, Docent Carl Warburg, kalder mig idag for genial. Bifaldet var hele Tiden meget stærkt, og Fremkaldelserne var larmende.

Jeg talte som hjemme i min Stue – saa ved De, hvordan. Snart lidt aandsfraværende, snart helt ophedet. For at vinde BeaumondenN her tilbød jeg strax igaar idag ved en Matinée at oplæse en Smule. Fru Oscar DicksonN og Grevinde EhrensvärdN takkede og sendte iaftes deres Kort til mig.

Efter Foredraget var der Fest for mig af Teaterpersonalet.

Det var om det skete. Vis Peter Brevet.

Til Dem, min egen lille Immanuel, sender jeg alle de bedste Ønsker. Gid De maa lære dette fremfor alt: at Livet faar kun Fylde for den, som sætter Kapitaler ind paa Livet. Kun den, som sætter Kapital af Overbevisning, Tro, ihærdigt Arbeide ind i Livets Sparebank, kan hæve Renter. Renten er ofte Smerte – men den er ialfald Liv. Lyv Dem ikke Uimodtagelighed til, ikke en Overlegenhed, som De ikke kan have. Blasertheden er kun en Modemaske over Dumhedens Ansigt.

Tusind Hilsener til hele "den mærkelige Familie".

Herman.

Skriv til mig snarest: "Göta Källaren". Göteborg.

Næste Brev bliver til Peter.

H. de B.