21.4.85.

Min kære Peter.

Jeg skriver til dig strax Morgenen efter OsvaldN. Jeg tror aldrig Skræk kan knuge et Menneske som den knugede mig igaar. Og saa var jeg hele Tiden træt som En, der vel er kommet til sit Maal, men som er blevet altfor trættet af en langt for lang Vandring.

Endelig blev det Aften. Der gik et Gys gennem Salen, da de saa mig. Aldrig tror jeg har en Salon siddet mer stille. Ikke en Hoste, ikke Aandedrag, kun en Taushed, der hvert Minut truede med at blive Panik. Det var som stivbunden Rædsel, det hele. Jeg kan aldrig glemme det. Hvordan jeg spillede? InégaltN – det største og det feilagtige i Blanding. Og dog ønsker jeg, du havde set. Ti dette var dog det fuldeste Udtryk, jeg har mægtet at give, for mit Liv og min Oplevelse. Jeg fandt for Rædsel Skrig, som skræmte mig selv.

Efter Stykkets Slutning sad de meget længe tause. Men saa brød der frem en Storm af Bifald, som bogstavelig skyllede ned over mig.

Det er altsaa gjort.

Ved Souper'en hos Gardens Chef – efter Forestillingen – sagde en ung Franskmand, der har set al Verdens Kunst: De har En, som tør nævnes ved Deres Side – Sarah!

Igaaraftes var det næsten sandt.

Iøvrigt gaar alt vel. Jeg har nu atter nogle Tusind Francs. Her har hver Forelæsning indbragt 1500 frcs. Men Teatret betaler slet og Byen er efter Petersburg den dyreste i hele Norden.

Morgenbladene kalder mit Spil genialt.

Helsingfors Teater er efter det kongelige Teater i St.N det mest anséte svenske Teater.

Tusind Hilsener til Im.

Din Herman.