St. Petersborg, d. 8. Maj 85.

– – – Den, som troede, at han i St. Petersborg vilde træffe en stærkt bevæget, endnu af de mange Sindsbevægelser ophidset Stad, bliver skuffet. Czarens By er altid éns: paa Overfladen rolig, sugende en sparsom Visdom af en karrig Censurs Meddelelser. "Mig sker der – siger denne tilsyneladende Uberørthed – hvad Czaren vil."

Der var i det ydre ingen Forskel at spore paa det St. Petersborg, som hver Dag ventede Krig og Ødelæggelse af hele sin Handel, og det St. Petersborg, som iforgaars erfarede, at Czarens Regering saa lykkeligt havde besejret England N uden at anvende andre Vaaben end Fasthed og Klarhed i sit engang indtagne Standpunkt.

Der var ingen Sammenstimlen om Avisdrengene paa NewskiN, ingen højrøstede Disputer paa Restauranterne. Ruslands Hovedstad har den Selvbeherskelse tilsyneladende at bekymre sig lige lidet om Freden som om Krigen.

Og samme Fysiognomi har Kejserbyen bevaret i alle disse sidste Aar. Der kan ske hvadsomhelst – Nihilister kan sprænge Paladser i Luften, og Nihilister kan i Masse blive hængt, Krig kan true og Fred kan sluttes – Petersborg véd intet eller lader som den intet véd. Den lever uforanderligt med Ligegladhedens Maske for Ansigtet.

Den spiser meget, drikker, kører, handler – det sidste for Øjeblikket kun lidt – spiller højt, udstiller sine Kokotter, fejrer sine Fester uden Ophør og uden Afveksling.

Jeg tror, at hvis Du i dette Øjeblik kom til St. Petersborg, vilde Du føle en dyb Skuffelse. Af alt, hvad Du har ventet, vil Du kun finde meget lidt. Thi – ikke sandt – naar vi i vor Fantasi udmalede os NevaN og Petersborg, tænkte vi os dog ejendommelige Typer paa Gaderne: Theater-Nihilister, skumle, hastigt ilende Figurer, mange Politisoldater, hemmeligt listende Spioner – en hel Personliste fra et Verdensmelodrama. Og istedetfor alt dette vil Du kun finde den stakkels DvornickN, Dørvogteren, som uforanderligt sover foran hver Dør i St. Petersborg for at passe paa, at ingen NihilisterN gaar ind i Huset.

Og selv om vi lader alle Fantasier fare, saa havde vi dog ventet, at vi i Petersborg vilde møde en ejendommelig Luft, en vis Vulkan-Frygt, en Fornemmelse, som om Jorden gyngede ganske lidt. En Vildfarelse. Der, hvor de politiske Stordramer ageres, synes maaske Jorden at gynge; hvor de leves, synes intet saa fast og sikkert som Samfunds-Jorden.

Jeg tror, at hvis Du kom til Czarbyen, vilde Du som jeg først og sidst imponeres af Massen. Rent ud Stenmængden, de uhyre Proportioner betager En. Det er ikke Paladser, men Paladsmængder. Stenuhyrer, ofte uskønne, altid kæmpemæssige. St. Petersborg er det kolossales By.

Du vilde ogsaa blive slaaet af den evindelige Røgelselugt. Den hænger i Kuskenes Klæder, den hviler over Basarernes Varemængder; man mærker den i Forstuer og i Saloner. Den slaar ud fra de utallige Kapeller, som findes i alle Gader, oser med sin stramme Vellugt op fra de tusinde hellige Lamper. Man kan ikke drage Aande uden at faa Røgelse i Halsen.

Hvorhen man vender Øjet: hellige Billeder ... Ingen Kusk flyver forbi med sin Vogn uden at hilse med en Mumlen den guldmalte Helgen. Foran IsakskirkenN kaster man sig ned paa sine Knæ, paa Maven og ligger Minutter ad Gangen. – –

Og i Modsætning til dette, Newski om Natten. Klokken to. Hundreder af elektriske Blus spreder et Skær som den lyse Dag. Og tusinde Vogne, forfulgte af deres tusinde lange Skygger, iler ned ad Newskis uendelige Gade. I aaben Ekvipage, indhyllet i Pelsværk, kører Demimondens Damer til Natrestauranterne, mens de ægte Damer ruller i Glaskarether hjem fra Souper. Den vildeste Forvirring af Tjenere og Kuske og Forridere, lynsnare Drosker, sorte, skønne Hingste, røde, stejlende Fuchser, kaukasiske Skimler, som springer i deres løse Spand. Raab og Skrig fra Tjenerne, Smælden og Pisken. – – Alle Ansigter, alle Toiletter, alle Livréer, skarpt røde i Hvidglød-Lys.

Men hvor imponeret man saa bliver, Glæde føler man ikke. .. St. Petersborg er en Skønhed uden Sjæl.

Czarens Politiherredømme har knuget Sjælen af hans Hovedstad.