Fredag Morgen.

Kære Kammerraad.

Jeg var igaar meget udmattet af at fuldende »Enkens Søn«, som har angrebet mig stærkt. Nu vil jeg forsøge at give Dem nøie og klar Underretning om alt.

Lad mig først sige Dem, at jeg tror De i Øieblikkes Bitterhed bedømmer min Karaktér ‒ noget skarpt. Jeg er ikke saa slem som De tror, og hvad De forestiller Dem som Beregning og Omgaaen og Fortien er ofte kun Dovenskab og Sky.

Først det pseudonyme Navn. Jeg har saameget ønsket dette, fordi det syntes mig den eneste Maade, hvorpaa vi foreløbig fuldkommen uhindret kunde fortsætte vort Arbeide. Og at fortsætte Arbeidet er nødvendigt ‒ fordi kun mit ærlige Arbeide kan give mig (siden) en Ret til at modtage Tilgivelse for en dum Daarskab.

Jeg har valgt Navnet: Bernhard Hoff, med hvilket altsaa alle mine nye Sager signeres. Men nu maa jeg aabent forelægge Dem et ret generende Spørgsmaal: De ved, mine Sager blev altid sendt til Norden ogsaa ‒ og at dette er min vigtigste Indtægt. Kan jeg nu i danske og svenske Blade signere disse Ting med Herman Bang? Kan jeg det ikke, er det meget slemt. Ti hjemme fordrer man jo netop mit Navn. Men personlig kan jeg ikke tro, at det kan gjøre noget. Stærk Forbindelse er der ikke mellem de to Literaturer, og hurtigt vilde det med Pseudonymet vel næppe blive røbet.

De smaa Historier af Serien, som blev til før hele denne Affære er jo allerede sendt til Norden med mit Navn ‒ men derved lader sig jo intet gøre.

Jeg syntes saa, at vi skulde samle i et Bind paa Schorers eget Forlag: »Min gamle Kammerat« ‒ som jeg skal sende Dem ‒ »Enkens Søn«, »Hendes Durchlaut«, som jeg nu skriver samt min nye store Fortælling »Kærlighed« i et Bind under Titel: »Stille Existenser« og signere Bogen »Bernhard Hoff«. Eller maaske synes De, vi skulde lade staa Navn in blanco? Eller klogest foreløbig ‒ helt undgaa Bogform for Hr. Hoff? I et Ugeblad kan dog Pseudonymiteten lettere bevares, saalænge det bliver nødvendigt.

Dernæst ‒ tak for hvad De har udrettet hos Levysohn. At han vil tage et Par »Studienköpfe«, er den eneste Glæde, jeg har haft i Meiningen.

De »indiskrete Breve« skal jeg i Løbet af et Par Dage sende to af. Men ‒ de glæder mig ikke. Ti, kære Kammerraad, er ikke disse Breve uværdige mit Navn? Holder vi ogsaa nok saa fast paa Pseudonymiteten, kan ikke i Danmark min Stil mulig blive genkendt? Og da i en dansk Avis skrives ‒ det er Herman Bang? Naturligvis det kan benægtes o:s:v: men alligevel... Det følger af sig selv, at de Breve kun trykkes og kommer frem i Tyskland og »Tageblatt«.

Men ‒ Levysohn og De ønsker disse Breve, og jeg skriver demA. Jeg vilde kun være saa aaben at udtale min stille Tvivl.

Det var om min Virksomhed: Bernhard Hoff; Studienköpfe; Bruno v: W: For alt med Bernhard Hoff er De den eneste Indehaver og Agent. Naar De raader mig til at lade Bernhard Hoff optræde andetsteds, vil jeg gøre det.

Kan han ei skrive nogle »Meininger-Eindrücke« om Teatret her? Paatænkt har jeg nogle anonyme »Damebreve fra en lille Residenz«.

Dernæst har jeg arbeidet en lille Smule for Herman Bang. Han maa ogsaa frem, og han har saa lidet at arbeide med. Jeg har skrevet til en ung Slesviger, om han vil oversætte »Fædra« for mig. Jeg vil da selv skrabe Penge sammen til at betale ham med.

Dem har jeg ikke bedet om det, kære Kammerraad, ti Dem kan jeg ikke betale ‒ og hvor vel finde en Forlægger, som vil tage den Bog nu. Og dog er det nødvendigt ‒ for min Tilgivelses Skyld ‒ at den Bog udkommer nu, hvor vel intet Honorar bliver givet af Forlæg:

Ønsker De imidlertid ikke, at Bogen udkommer, eller tror De at kunne finde en Forlægger, men hurtigt, ‒ da er De autoriseret Oversætter. Skriv mig ogsaa Deres Mening om dette. Allenfals vil De i den nærmeste Tid faa Læs nok af Studienköpfe ‒ Meininger-Eindrücke ‒ Damenbriefe ‒ Indiskrete Briefe ‒ Serien!

Heilige Madonna ‒ so eine Arbeit für mich. Apropos ‒ om »mereA og mindre heldige Oversættelser« ‒ det vil vanskeligt falde noget Menneske paa Jorden ind, at jeg skulde være dum nok til at kalde den af mig »autoriserede« Oversætter for »mindre heldig«!!!

Angaaende mit fremtidige Opholdssted, saa gaar jeg gerne ‒ naar De saa synes ‒ til München, skønt München er mig en Rædsel blandt alle tyske Byer. Men Ibsen boer jo der, og for nogen Tid kan det maaske være mig nyttigt.

Kun en Bebreidelse finder jeg absolut uberettiget i Deres Brev: De skriver ‒ »gør megen Blæst«. Nu beder jeg, kære Kammerraad ‒ har De nogensinde sét et ungt Menneske leve som jeg? Kun for sit Arbeide, altid ene? Hvad af Blæst der laa i at sidde i 4 Etage i et 4 Rangs Hotel, ved jeg ikke. Hvis De derimod vil sige, at jeg er en slet ØkonomA da har De ved Gud Ret ‒ jeg tænker saa lidt derpaa, fordi jeg har saameget andet, hvorom mine Tanker dreier sig.

Endelig Brevene til de høie Personer. Ja ‒ ingen er mere beredt til at erkende sin Uret end jeg. Men skriv De og Herold ‒ til hvem Dr: Hoffory gaar i samme Sag; han kommer ogsaa til Dem ‒ sammen disse Breves Udkast, og jeg vil da afsende dem.

Jeg tror, at jeg nu har skrevet aabent ud om alt. Er der uklare Punkter, da spørg mig. Jeg ønsker intet at skjule ‒ derom kan De være forvisset.

Om jeg vil tjene den gode Sag ‒ ? Kære Ven; jeg er mig bevidst tidt at have feilet i Ungdoms Overmod, Selvforgudelse og Hede; svigtet har jeg kun momentvis. Er det ikke mit Arbeide, som her maa besvare Deres Spørgsmaal? Personlig maa dette Brev overbevise Dem om ‒ at De har malet mig sortere end jeg muligt er.

De modtager idag (Fredag) et Telegram, som i høieste Grad vil forundre Dem. Det er imidlertid et af de Kneb, som De sikkert tillader. Jeg venter og venter Penge fra Danmark og Sverig, og de maa vel komme én af Dagene. Men for at vinde Tid og holde Folkene hen afsendte jeg denne Depeche.

Jeg beder Dem, kære Kammerraad, i disse græsselig forviklede Affærer handle for mig saa godt De kan. Jeg vil fremtidig kun modtage Penge gennem Dem ‒ og bemyndiger Dem til at hæve alt mig tilkommende Honorar. Hvorledes det skal ordnes med Forskuddet hos Schorer véd jeg ei. Gør det, som De vil og kan.

Hvad ‒ den Smule ‒ som tilkommer mig ved Tageblatt« er jo til Mülners Penge.

Kan De undvære lidt til mig ‒ da vilde jeg naturligvis takke Dem.

Har jeg mere at sige? Jeg tror det ikke. Kun et: jeg véd altid meget faa Ord at takke med, men jeg er Dem taknemlig, fordi De har talt rent ud og har renset Bordet. Jeg paa min Side har ingen flere Tilstaaelser at gøre.

Deres

Herman B.

En Novellette til »Serien« er færdig.

»I Venedigs Bade«.