Wien. 24.2.86.

Kære Kammerraad.

Takke Dem ‒ kan jeg nu ikke. Men der kommer vel den Tid.

Efter Deres Raad tog jeg over München pg blev der en Nat og nogle Timer af en Dag for at tale med Schorer. Jeg talte meget indtrængende med ham og sagde ham:

at jeg, hvis jeg kunde levere en »Serie wöchenlicher Novellen« for Familienblatt« vilde gaa ind paa ikke at skrive i andre tyske Ugeblade. Derimod frit i Tysklands Dagblade.

at jeg i modsat Fald maatte forsøge at knytte andre Forbindelser.

De øvrige Forhandlinger vilde De føre.

Jeg forpligtede mig til, hvis Schorer ikkeA ind paa Serie i denne Form i Løbet af den allernærmeste Tid at levere endnu fire Noveller, for at der kunde være Stof nok.

For at hidse Manden for Planen gav jeg ham Løfte om »Hendes Høihed«. Jeg sagde fremdeles, at »Fels und Meer« havde nogle Billeder fra København, til hvilke der skulde skrives Tekst. (Jeg gjorde naturligvis dette for at fremtvinge en Afgørelse.) SchorerN bad mig foreløbig at lade dette være, til han havde talt med Dem og Dr. H.N

To Gange maanedlig vilde han gerne have Wiener-Dame-Breve.

Jeg bad ham sørge for Billeder fra Brüssel, hvor jeg vil lade en længere Novelle spille, og fra Ostende, som vi maa til at tænke paa nu, hvor Foraar med Sommerbestemmelser nærmer sig.

Schorer vilde nu tale med Dem.

En Ting ligger mig haardest paa Sinde: at, kære Kammerraad, Deres Sager ordnes vis-à-vis SchorerA. Grib dog nu Leiligheden.

Jeg ved ikke, hvorfra disse 300 Mark var skaffet. Men det ved jeg, at De nu maa have Deres Honorarer. Jeg lider for meget ved at tænke paa, at De i al Evighed maa vente.

Jeg synes, De skrev, vi skulde have 340 Mark for Arket. Deraf er jo Halvdelen Deres. Slaa dette fast. Og hvad den anden Halvdel angaar, da opnaa, at den i den første Tid ‒ hvor min Stilling er saa vanskelig ‒ deles, saa at jeg modtager Halvdelen; Halvdelen (altsaa Kvartparten af det hele) gaar til TIlbagebetaling. Sender jeg ogsaa »Wiener-Breve«, kan vi dog vel regne 1½ à 2 Ark maanedlig.

Schorer sagde mig, at No. 10-11 begge havde to Bidrag fra os under forskellige Mærker.

Om »Berlineren« talte jeg ikke. Der har De ene Bestemmelsesretten. Send mig Manuskriptet tilbage.

Ministeren var i Meiningen selv hos mig og sagde mig, at han havde givet Hertugdømmets Presse Ordrer til at tie om min Udvisning.

Lev nu vel ‒ kære Kammerraad ‒ og Tak. Vær ikke altfor utaalmodig. Selv lider jeg grusomst under alt dette.

Jeg vilde gerne skrive mer ‒ men mit Hoved taaler det ikke.

H. de B.