Torsdag.

Kære Kammerraad.

Intet i Verden kunde forbause mig mere end Deres siste Brev. Jeg ville fra Dem? Kun vor fælles ForlegenhedA kan have gjort Dem saa nervøs, at De ser disse Spøgelser.

Her er Sandheden: Fra den anden Uge her i Wien har oversættende Damer søgt mig om Ret til Oversættelsen. Jeg har altid givet samme Svar: Hr. Emil Jonas er min Oversætter. Jeg har trygt bevaret vor Aftale.

Ja ‒ bedste »Raad«, jeg faar Penge strax af min Forlægger men kun treti Kroner Arket og jeg skriver nu paa »Hendes Høihed« i tre Maaneder. Rest-Honoraret ud over de treti Kroner faar jeg, naar Bogen er færdig. Ogsaa jeg er uden Korrekturark.

Hvorledes staar det? Oversætter De »Fædra«?

Har De lidt Penge at sende mig, er det mig en Nødhjælp.

At De, som er ældre, ogsaa lider Mangel gør mig mer end ondt. Men SchorerN har ogsaa Skyld. Ti de af os leverede Manuskripter fylder meget mer end han har troet.

Jeg venter hver Dag »Høihed-Korrektur« ‒ da maa De vel ogsaa faa.

Deres Ven

H. de B.