Fredag.

Kære Jules.

Tak for dit Brev. Jeg beklager sikkert mest, at jeg ikke har kunnet arbeide paa min Bog. Det er mig ligegyldigt, naar And: nu trykker den, men det er mig nødvendigt, at han betaler den Ark for Ark.

Hør, om den Mand har Grund til Vrede.

Ingen Forlægger ‒ større ‒ i Verden vilde under alle de Skæbner som her har ramt migA, for sit eget Renomées Skyld (spørg en Gang Larsen hos Hegel) have undgaaet at understøtte mig med tusind. And:N har givet et hundrede. Jeg har ikke bedt om mere. Men naar han nu er »smækvred« fordi jeg for at rette mig har slidt mig op i Artikler, som jeg ofte har skrevet mellem to Besvimelser (ti saadan er min Tilstand og har den været her i Wien) ‒ da er det stærkt. Da »I Krogene« begyndtes, sad jeg i Meiningen og kunde ikke vide, hvad videre ske vilde. Nu skriver jeg igen, skønt jeg endnu er meget lidende.

Men jeg gentager det: selv om han har givet mig et hundrede i Forskud, maa for hvert Ark, du modtager, Pengene, som tilkommer mig, sendes mig. Ti jeg er saa svag, at mit Liv koster at holde oppe ved kunstige Midler, og jeg lever kun fra Dag til Dag.

Mine nordiske Forbindelser glider mig af Hænderne; og for Tyskland kan jeg ikke arbeide, naar jeg skal skrive Bog. To hede Jern tillader mine Kræfter mig ikke for Tiden.

Jeg sender atter inat Manuskript. Men jeg maa have Penge for hver Sending.

Ellers kan jeg enten ikke arbeide eller jeg maa sælge »Hendes Høihed« og »Stationskonen« til Neergaard og GalschiøttN. Jeg kan ikke anderledes.

Jeg sendte det første Ark iforgaars under din nye Adresse. Jeg haaber, du har faaet det. Jeg var meget bange for at afsende det. Jeg beder dig nu, saa snart du har faaet dette, min Ven, sende mig Pengene for det første Ark »Høihed« og for »Mellem« og »Ægteskabskandidater«.

Jeg lider forfærdeligt om Nætterne. Hele mit Bryst og min Ryg svulmer ud med store Vabler, der brænder som Saar.

Det er en græsselig Tilstand.

Din Herman.