Tirsdag.

Min Ven.

Du vil lé ‒ og det er saa lidt latterligt ‒ naar jeg beder dig strax skrive mig, at I ikke er gaaet eller gaar til Politi med Andreasen. Paa min Ære ‒ du kender den hele Sag. Men mit Hoved er svagt, meget svagt, og jeg taaler ikke flere Nætter som de siste, hvor jeg ikke sover for Tanken om en uendelig Politisag, hvor mit Navn gaar ud af svedent i Kanterne ‒ . Skriv til mig strax, gamle Ven, to Linier, at I intet gør uden overbeviser Manden om, at jeg ikke hæver alt hos Schou. Mit Hoved er for svagt. Jeg taaler ikke dette.

Din Herman.