Prag 16.11.86.

Kære Dr. Brandes.

Jeg takker Dem for Kritiken af min BogN ‒ takker Dem saameget mer, som den satte mig i saa stor Bevægelse, at jeg den Dag erobrede to relative Sætninger for min RomanN. Det er en frygtelig Stil. Men begravet mindst syv Timer daglig foran mit Skrivebord i min Roman ‒ om Aftenen skriver jeg derpaa Artikler; jeg ser ingen her og kender ingen ‒ kæmper jeg fortvivlet mod den Eiendommelighed i mit Syn, i mit Øie ligefrem, som skaber disse Tinsoldatsgeledder af Ord. Jeg kan ikke sé den mig omgivende Verden i opbyggede Perioder. Jeg ser det enkelt ‒ og Helheden bliver derfor kinesisk.

Naa ‒ disse Udviklinger vilde sikkert unødigt kede Dem. Kun to Bemærkninger: Jeg vilde desværre ikke have staaet mig ved at udgive »Ved Veien« alene. For saa havde jeg faaet akkurat det halve for min Bog!!!! Og II: ikke jeg, men Prinsesse Maria Carolina finder, at denne Sjæl af en Skuespiller har store FødderN. Jeg har saavist intet at gøre paa den Tribune. En græsselig Historie, den »Høihed« og i Virkeligheden en god Plan og saa det Resultat!

Endnu en Gang Tak for Kritiken.

Jakobsens BreveN har glædet mig meget og beredt mig en hel Dag af Nydelse. Hans BogN derimod ‒ ja, jeg er meget, meget for dum til at forstaa saa storartede og ‒ dunkle Ting. Mig er hvert andet Digt bogstavelig hebraisk.

Deres forbundne

H. de B.