Prag.

Kære Peter.

Jeg har søgt og søgt om en Maade, paa samme Tid vane-frembringende for Læserne og tvangfri for mig – at skrive kort om den store Verden, hvor snart det største Skuespil, et Par Hundredaar har set, skal spilles. Her er "en Dagbog"N. Dens første Blad er skrevet om i mange, mange Timer. Jeg vilde skrive – og I vilde kassere mange af dem – et sligt Blad hver Dag; forsøgende at have et Øje paa hver Finger, gættende Bevægelserne; snart talende om en Mand; snart om et Forhold; snart om "meget" – snart om "intet". Aldrig mer end en Spalte, ofte kun halv. Tagende Hensyn til Eders Stilling, vilde jeg forsøge at give i Vinterens Løb et Døgnbillede-Mosaik, der saa regelløst og saa tilfældigt det kunde sé ud – – – kunde forberede paa den Vaar, som vi oplever, naar det "bliver Pintse" igen.

Du maa tale med Hørup derom. Ti det er en "Rubrik". Maaske vil I slet ikke have den. Isaafald er jeg ikke vred. Men Folk, skulde du dog sige din Redaktion, har oftest staaet sig ved mine "Rubrikker". Og i Enkeltheder har du "main libre"N.

Din

Herman.