Prag. Torsdag Aften.

Tak, kære Langhoff ‒ for Deres Brev. Der var en Tone deri, som mindede mig ensomme om den gamle »Paul«, som jeg har holdt saa meget af, fordi jeg forstod ham saa vel og som ‒ i den siste Tid syntes mig at være blevet lidt borte, saa jeg fandt ham ikke rigtig...... Min kære Paul, glem mig ikke ganske. Mig fornægter Menneskene oftere end Petrus fornægtede sin MesterN. Og min Trøst er det da, at vel enkelte, naar deA mindes Sturm- og Drangtiden, tænker venligt paa mig som paa et Menneske, der i en Febertime maaske lagde en Vens Haand paa deres Pande.

Det glæder mig saameget, at De synes om »Ved Vejen«. Schou er saa konsterneret over »Pressens« Holdning overfor »Ved Vejen«, at han ‒ ‒ igaar skrev mig, at han fraraadede mig at skrive videre paa »Bernhard Hoff«N, hvis det første Kapitel af ti, han var kommet for Skade at læse, fordi han har været tre Uger syg af et daarligt Bén!

Han er meget opsat paa en ny »Ved Vejen« for »at styrke min PositionA. De véd, vi har i otte Aar aldrig taget os andet til end forsøgt at »styrke« denne Sjæl af en Position. Og saa er Schou bange for, at man skal kende Personerne i »Hoff«.

Sandheden er, at Bogens Plan er af en ‒ af mig selv ‒ uhaabet Konsekvents, og at der er al Udsigt til, at jeg vilde kunne holde mig paa »Ved Vejens« Niveau, selv i dette uhyre Stof. Bogen, min Ven, er vor Ungdoms Historie, skrevet saaledes som jeg nu, modnet, sér den. Viktoriateatret ‒ et uhyre »Stuk«-Hus med »Makartbuketternes« Dagligstuer til Publikum.

Gladest er jeg ved et Forældrepar, som vilde ramme dybt. Forbause vil denne Udfoldning af min Evne.A Men ‒ Herren véd, hvordan jeg skal faa Ro til at skrive; Schou maa selv have Tillid til Bogen for at tilstaa mig de Vilkaar, jeg maa have. Og nu er hanA (som elskede »Ved Vejen«) forfærdet over Kritikerne og angst. Naa ‒ qui vivra, verraN. Mit Ønske er det beskedne, at betales arkvis med 50 Mark for hvert afleveret Ark. Og til Slut Afregning. Og dét synes ham formeget forlangt af en Forfatter, hvem Henrik Jæger i en Kritik af »Ved Vejen« har kaldt »en Mellemting af ‒ John Paulsen og Lars Dilling«N. Gud hjælpe os i sin Naade.

Tak, kære Langhoff, hvis De vil tænke paa mig med en Oversættelse. Og De vilde berolige mig, hvis De ved to Ord vilde sige mig, om De i Tilfælde af, at Schou blev mig for broget (min Gæld til ham er nu betalt) ‒ vilde være villig til at tage »Bernhard«, der ikke er skabrøs. Med Dem ved Siden vilde vi kunne arbeide sammen, da De jo »føler« den Bog; og fire Øjne altid sér bedre end to.

Pekuniært er jeg ikke mer den gamle. Om Forskud overrender jeg ikke ‒ hvad Schiøtt kan vidne ‒ faar for hvert Ark mine Mark (for »Ved Vejen: 40 Mark) og siden Rest. 80 Kroner for Arket fik jeg for »Ved Vejen«.

Aa ‒ Herre Gud ‒ ogsaa Deres »Firma« skylder jeg. Gud ske Lov, at Schou er betalt.

Lev vel, kære Langhoff. Betragt ikke Spørgsmaalet om »Bernhard« som nogen paatrængende Falbyden ved Deres Dør. Det er kun en Eventualitet. Og skulde De ønske det, skulde jeg ‒ for alle Falds Skyld ‒ gerne give Dem en lille »Model« af Bogens Bygning.

Deres hengivne

Herman B.