Prag. Onsdag.

Kære Langhoff.

En tung Stén vil jeg vel tage fra Deres Hjerte: Schou tager vist sikkert »Hoff«N. Bernh. Hoff faar et andet Navn, og Bogen kaldes »Stuk«. »Portrætter« vil ikke findesN.

Jeg sendte Schou Bogens Plan, »som grebA ham stærkt, skrev Schiøtt. Selv skrev And:N et Brev til mig, der tydede paa, at han var meget »grebet«. Ja ‒ Planen er stor. Stor og videre vel end nogen i vor Nyliteratur, »Nils Lyhne« undtagenN. Men jeg har intet Mod. Jeg er knækket af Modstanden. Jeg er lige træt af Uvilje og Medlidenhed ‒ de to eneste Følelser, til hvilke Menneskene synes at kunne »raffe sig sammen«N overfor mig. Og naar snart det Øjeblik kommer, hvor alt bryder løs, og man maaske i sørgeligste uvidende Uforstand spiller op om selve det Steds Eksistens, hvor mit Sprog tales ‒ tro mig, værre Tid vil vi opleve end Revolution og Napoléon ‒ da kan jeg, omgivet af Latterlighedens BurrekroneN, ikke røre en Finger. Naa ‒ Livet er saa skønt, just saa skønt, Paul, at man maa lé himmelhøit ved Tanken om dets Traurighed.

Mod og Lyst paa »Stuk« har jeg ikke mere. Men jeg maa vel tage mig sammen og denne Gang ikke kaste et Ben men mit Hjerte for Hundene.

Adieu, kære Paul. En glædelig Jul ‒ et godt Nytaar. Glem ikke ganske Deres gamle Hengivenhed for

»Sjælen«

Herman Bang