Torsdag Aften.

Min egen Ven.

En glædelig Jul ‒ til dig, til din Hustru, til alle dine. Et Par stille Roens Timer efter dit meget Slid ‒ med lidt Feststemninglys over dit Hus.

Tilgiv, at du først faar dette Juledag. Men jeg havde villet telegrafere imorgen Aften. Er nu dog bange, at »Midlerne« til slig Extravagants skal fattes mig. Ti Torsdagens siste Post er nu udleveret, og Schous Mandags-(sic!) Penge er ikke kommet. De kommer vel ligesaalidt imorgen ‒ og saa vilde jeg ikke kunne telegrafere. I én Maaned har jeg søgt at naa dérhen, at jeg kunde have en Jul hvor jeg morede mig med uforstyrret at skrive Breve til Jer hjemme, har bedt om mine Penge i Bergen, Göteborg o:s:v: Og nu er det Lille-Juleaften....

Naa ‒ det er min Jul. Det staar ikke skrevet, at jeg skal have det med saadan megen »Festglæde«, hvad der egenlig ogsaa bør overlades de mindre énsomme. Nu maa I af Juleglæden tage ogsaa min Part. Jeg under Jer den saa inderligt, inderligt. Og spis saa du og din Kone en stille Peberkage og tænk paa

Eders Ven

Herman B.

Glædelig ‒ en Stilhedens Jul.