18870315001

[1887. ca. 15. marts] tirsdag. Prag

Bang, Herman til Jonas, Emil

A København, Det Kongelige Bibliotek, NKS 2353, folio. Blyantsnummer 510. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Brevets omtale af den endnu utrykte føljeton »Gräfin Urne« peger på en datering tidligere end ca. 6.4.1887, da det første afsnit blev trykt i ugebladet Deutsche Roman-Zeitung. Derfor må brevet være skrevet en tirsdag i februar eller marts 1887. Udgiverens forslag 15.3. er vilkårligt valgt. Torbjörn Nilsson, s. 147 note 53, daterer mere forsigtigt brevet til »våren 1887«.

Jungmannsstrasse 403. Weinberge.

Prag. Tirsdag.

Tak, kære Kammerraad, for Penge og Koncept. Et og andet i det siste maa jeg mildne ‒ saa drivende Slag paa Øret kan jeg ikke give mig. Men det skal kun blive et ganske enkelt Udtryk, som jeg mildner.

Hvad min Produktion for Tyskland angaar, da er jeg mere og mere klar over, at det ikke bliver til meget. Man kan ikke forlade sin egen Nation og sin egen Literaturs Aand. Vilde jeg forsøge det, vilde jeg miste alt Fodfæste i Liv og Virkelighed ‒ vilde jeg tabe alt, hvad »Ved Vejen« har vundet mig i Norden. Min kære, gamle Raad ‒ hvad jeg skriver, sender jeg Dem. Mener De, det passer ikke i Tyskl:, gaar ikke ‒ da lader De det uoversat og spilder ikke Deres Tid. Der, hvor »Ved Vejen« og »Sné« ikke kan trykkes ligger for mig ‒ hvorfor skjule det? ‒ ingen Fremtid.

Men for min »Benaadnings« Skyld vilde jeg ønske, at »Fædra« og et Bind: »Stille Geschichten« snart kunde udkomme. Det er den eneste Vej: at man sér, jeg betyder literært en Smule. Var det ikke i denne Maaned, »Fædra« efter Løfte skulde begynde? Men Løfter betyder jo ikke saameget.

Naar De kommer til Dresd: og Lepzg:, da søg at faa Forlægger til »Ved Vejen«. Hver Dag bringer mig nye Beviser paa, hvor dybt den har ramt i Norden. Bjørnson, Lie og Ibsen kalder den i Breve til mig et af den nordiske Literaturs ypperste Arbejder.... Men hvad hjælper dét?

Min kære Kammerraad, De skriver: »det er Følgen af Forskuddet« ‒ meget ofte hører jeg om dette Forskud. Det synes mig at overvurderes noget. I et helt Aar har jeg nu ikke nævnet det Ord Penge til nogen i Berlin uden til Dem. Jeg beder Dem kun give Manuskripter til Hirsch, naar jeg udtrykkelig siger det. Jeg vil ikke have mine Sager refuserede af den Mand ‒ lad dem hellere forblive uoversatte.

Lev vel. At sé Dem vilde hjerteligt glæde mig. Forlægger og Venner i Danmark haaber noget meget af min Roman ‒ hvad der sikkert vil sige det samme som: umulig i Tyskland. Hils Deres KoneDeres Kone.

Deres

Herman B.