Prag Torsdag 28.4.87.

Kære Peter.

Tusind Tak for dit Brev. Ja – jeg tror, at dette er blevet det bedste. Du skal imidlertid, før vi to for bestandig afslutter dette Regnskab, vide det hele ɔ: ogsaa det Forsøg paa at udsætte dig for en Prøve, som jeg i sin Tid havde ønsket.

Det var ved Juletid omtrent, at et Brev fra dig ængstede mig meget. Det var forpint og uroligt, du. Jeg vidste ikke andet at gøre end – uden at give ham nogensomhelst videre Oplysninger – at spørge Edv: B: om det ikke var muligt for "Politikens" Regning eller med Understøttelse af en Forlægger at lade dig gøre en Rejse – – Du véd, som i Romanerne: "De nye Indtryk" ....

Meget kort efter hørte jeg saa, at din Rejse var i Sygepasser-Uniforme[n.]A Enfin – det var det hele.

Men jeg vilde dog, du skulde vide det.

Ellers har jeg hverken hørt eller skrevet i den Sag. Véd jo vel, at Esmann finder det "dumt". Men, min egen Don, Es finder saa urimeligt let dumt alt det – vi andre foretager os. – –

Ja – ved saadanne Lejligheder, har vi alle, vi vantro, dog en Trang til at sige et: Ja – Gud give sin Lykke .... Men naar vi saa ræsonnerer, siger vi: "Lykken" er til syvende og sist vor Vilje og, min kære Don, fremfor alt den Vilje, som vil indrette sig med den mulige Lykke, som vil erhverve Lykken gennem at resignere i meget. Ti enhver Følelse maa tages hen i Resignation. Vi kan altid tænke os, drømme os noget endnu inderligere end det, vi modtager – og giver. Men disse Drømme tør ikke forstyrre det, vi har. De tør kun tjene til langsomt at hæve, langsomt at fuldkommengøre vor Følelse – opad mod vor Drøm.

Lyder det som en Prædiken? Aa – alt sligt er saa dumt, naar det skrives. Og dog skriver jeg det, fordi jeg saa tidt længes efter at tale med dig. Tænker du ogsaa en Gang imellem: Det var dog rart at tale med Bang – –?

– – Ellers er her intet at skrive. Seks lange Uger har Foraaret hindret mig i at skrive. Lang Tid, du, at sidde ørkesløs blandt fremmede.

Nu er det Sommer her. Ved Foden af "Vinbjergene" ligger denA hele By i Sol og Blaalighed. Jeg passer mine Planter og mine to Fugle og ser aldrig nogen. Det eneste Menneske, jeg kendte, saa og levedeA med – Eisfeld – er nu rejst for at tiltræde i Berlin, hvor han hører hjemme. Og andre kender jeg ikke. Det er i denne Ensomhed, jeg skulde forsøge at anstille Kraftprøven med mit Talent ..... Helt, helt, helt ene – det kan du vanskeligt forstaa: slet ikke at tale, slet ingen at hilse, at kende. Kun at sé fremmede Huse, fremmede Ansigter og høre fremmede Ord.

Naa – undertiden snører sig det ganske Menneske ogsaa en Smule sammen – – – Du, om en stor Forsagelse i Livet var nok til at skabe et stort Værk, da skrev vel egenlig jeg det.

Tænk dig et Nu tilbage – disse otte Aar tilbage. Da du saa mig første Gang og saa nu .... Det er gaaet ned ad Bakke, vilde de fleste sige .... og dog indad er det vel gaaet opad.

Du skrev, om jeg vil være "Onkel" hos Jer? Ja, kære Peter, naar vi er blevet ældre. Naar for Jer de Tvivl og den Uro, som er Begyndelsen til ethvert ÆgteskabN, er forbi. Naar "Processen" er omme – den kemiske, som skal forbinde til ét – de to Stoffer – – – da vil jeg sidde i Kakkelovnskrog de Aar, min Hjerne endnu maatte holde. (Hos mig holder Løvet desværre længer end Hjernen.)

– – Jeg vil gerne bede dig om ét: sig Hr. "Redaktør" KnutzonN, at jeg beder ham undlade at optage sligt som "Chronique scandaleuse". Det behøvedes kun, at en Hr. Boldt sendte sligt til Wien med Meddelelse om, at Bladets Meddeler fra Østrig var "den visse Bang" – og jeg var atter udvist.

Og jeg kan ikke taale disse evige Angster og Revolutioner.

Lev nu vel.

Og tak Frøken B. for Billedet. Ved du, at jeg længe havde villet bede derom? Og tænkte saa igen: Nej.

Jeg haabede, I skulde komme i Tanker om, at jeg vist gerne vilde have det. Nu staar det paa mit Skrivebord.

Lev vel begge to.

Din Herman.