Prag. Torsdag Aften

Kære Peter.

I dette Nu fik jeg dit Brev, og jeg maa uopholdelig sige dig, at jeg intetsomhelst har skrevet til Esmann – uden hvad jeg vidste, han havde bedre Besked om end jeg. Du paa din Side tager fejl, om du tror, at E' og den øvrige Verden ikke "talrigt" konfererer bag din Ryg. Jeg – mit Ord paa det – havde til Esmann skrevet, saa vidt jeg nu mindes, ti det er længe siden, kun en Sætning om dit kunstneriske Arbejde og om at jage dig til dét. Om noget, som jeg ikke burde skrive, har jeg ikke skrevet ét Ord. Du kan være vis paa, at jeg herfra ikke fører Sladder. Og at det Hele var en liden "Komedie" af Esmann – som i hele denne Sag staar paa et ganske andet Standpunkt end mit. Hvad du i denne Sag skriver – jeg tier. Vær vis paa det. Men Ulykken er forresten, du skriver ingenting, og maaske burde du. Dine Breve skal jeg brænde strax.

Hvad Fru D. angaar, skrev jeg paa min Bog, at naar man gyngede for højt – kunde man falde ned. Jeg ved ikke, hvilket "Samvete"N man maa have for at tage Mistanke af denne Sandhed.

Gud give, jeg havde din Bog i mine Hænder.

Jeg har kradset dette strax, fordi jeg ikke vil spise dine HønsN – da jeg er aldeles uskyldig.

Din Herman.