Prag Tirsdag.

Min kære Kammerraad.

Maaske har De slet ikke modtaget mit Brev fra i Søndag, otte DageN, hvor jeg bad Dem, mens de var i Berlin, hvis det paa nogen Maade var muligt, at inddrage hos SchorerN eller, hvor vi ellers maatte have noget til Gode, 50 Mark til mig.

Det er den haarde Nødvendighed, som tvinger mig til at gentage min Bøn. Jeg er ganske og aldeles »blank« og om nogle meget faa Dage har jeg Husleje at betale ‒ 100 fl!

Altsaa, bedste Raad, gør alt, hvad De kan.

Ja ‒ naar Vinteren kommer, maa jeg vel opgive denne Kamp. Jeg havde haabet, ‒ en Gang haabet ‒ at vi to Stakler kunde trænge saaledes ind i Tyskland, at det, som jeg ved Blade fik mindre i Norden paa Grund af mit Ophold ude ‒ at dette Minus kunde opvejes af Indtægter i Tyskland.

Men dette viser sig jo mer og mer umuligt.

Naar vi maa give mine Bøger gratis ‒ Gud hjælpe os, Arme ‒ og Artiklerne skal brødføde os, da er det for trist en Revenue. Tænk dog, hvor lidt egenlig min hele Novelle-»Skat« har indbragt os! Ja ‒ de ottehundrede Mark ‒ som Schorer vist aldrig glemmer mig, og hvis Halvdél jeg endnu efter saa lang Tids Forløb ikke en Gang har kunnet naa at afdrage....

Det er én af mit Livs betydeligste Drømme, jeg begraver: den i Berlin at virke efter Evne for Sammenslutning og Forstaaelse af Danmark og Norden ‒ naar jeg nu rejser hjem til Oktober.

Men hvoraf skal jeg leve. Fra alle nordiske Blade havde jeg i forrige Maaned ‒ 50 Kr:, og mine Indtægter i Tyskland i dette Aar kender De.

Jeg har endnu bestandig intet Korrekturark modtaget af min store RomanN. Naar der kommer, sendes det. Jeg skriver nu paa detA ottende Kapitel af ti, og haaber at have dette Kapitel færdigt den første.

Lev vel ‒ hils Deres Frue.

Deres hengivne

Herman Bang.