© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Prag Lørdag.
Kære Langhoff.
Jeg sender dette Manuskript idag, ti jeg kan ikke mere. Min Tilstand er umulig ‒ paa anden Dagen er jeg atter i Sengen, tilintetgjort af Smerter, grædende, brudt. Ved hver Linje, som jeg nu skriver, maa jeg ophøre, overvældet af Smerter. Den højre Side af mit Ansigt er som lam. Det skulde altsaa ikke være mig forundt at ende denne Bog, som jeg elsker med en saa fanatisk Kærlighed, uden Ophør og Stansning. Ja ‒ havde jeg blot ét Menneske under disse Lidelser, blot én Time ‒ men jeg er ene, og hvis man vidste, hvad jeg nu i Maaneder lider, vanvittigt lider.
Men jeg vil ikke trætte Dem med Lidelser, som maaske kun saa saare lidt interesserer Dem.
Rimeligvis vil De som jeg mene, at dette sendte Manuskript, som er skrevet om og om, ikke tør trykkes. Det synes mig at staa saa dybt under de udmærkede Kapitler, jeg har i Korrektur. Og jeg som havde tænkt mig just dette saa stort, saa rigt ‒ ‒
Men ét er afgjort. Det næste Ark af V og IV kan jeg ikke skrive i denne Tilstand. Forhøret, der nu kommer, Vandringen paa Langelinje, Samtalen med Tine Bølling (fra Als) tør ikke ødelægges. De maa og skal dog rumme hele den stilfærdige Smerte, den Patriotismens dybe Smerte, som har dikteret den hele Plan.
Men her kan jeg ikke skrive. Fjorten Dage maa jeg hvile. Og paa Landet.
Jeg ved meget vel, at det maa være Tilliden til mit Talent og til den Samfundsroman ‒ hvoraf »Stuk« er første Del ‒ som maa lade Dem indrømme mig den Gunst: allerede efter Modtagelsen af dette Brev hvor der mangler halvandet Kap: at sende mig de 200 Gylden for at jeg kan forlade Prag. Naar Bogen er færdig, rejser jeg til Göteborg og skal ikke falde Dem til Byrde mere. Men nu er jeg uden Hjælp.
Det vilde maaske være mig lettere at stille disse Fordringer til Deres Godhed, hvis De var mig ganske fremmed. Jeg skal nu én Gang aldrig have Lykke: jeg havde saadan haabet at kunne fuldende Bogen uden »Zwischenfall«. Men Enden maa blive Midten lig, som er en »Bog«. Og jeg maa nu »hvile«.
Om De synes som jeg ‒ da send mig atter dette Man: tilbage, men jeg vilde kun sende det, at De kunde sé, jeg har arbejdet til det siste.
Hvis De mener at kunne opfylde min Anmodning og Mandag afsende Pengene (de 200 fl) da telegrafér mig det. Jeg rejser da efter at have afsendt Korrekturerne (De husker vel, at jeg skal sé Aftryk før det forrige trykkes) ‒ Jeg kan ikke skrive mere.
Herman B.