Teplitz. Tirsdag.

Min kære Kammerraad.

De er sandsynligvis ‒ og med største Ret ‒ meget vred paa mig, fordi jeg ikke har svaret og takket for de sendte Penge, som jeg dog i Sandhed var meget taknemlig for.

Men De maa tro mig, ikke ét Brev har jeg afsendt i al denne Tid, hvor min BogN stod paa »Siste Kapitel«. Min Ophidselse, min Nervøsitet har været for stor.

Nu ‒ er Bogen færdig, og dette ét af de allerførste Breve, jeg skriver. Ligesom en lang Artikel om Deres »Andersen-Bog«N vil blive min første Artikel....... Jeg kan imidlertid i disse Dage ikke skrive. Jeg har Feber i Blodet af Uro og Venten paa det Brev fra ForlæggerenN, der skal lade mig blive i Stand til at bryde op ‒ og rejse hjem. Saaledes er da Tyskland og tysk Sukces blevet en smuk Drøm.

Men Dem, gode, kære Raad, takker jeg af fuldt Hjerte. For Deres Arbejde, for Deres Sindelag, for Deres Hjælpsomhed. Maatte De en smuk Dag ‒ maaske i »En Storstad«! ‒ i én af mine Bøger finde den godt betalte Skat, der kunde bidrage en Smule til at mildne Dem de gamle Dage ‒ dét er ét af mine Ønsker.

Hvem vil De sende »Ved Vejen«? Et Blad tager den vel ikke? HirschN skrev mig paa et Brevkort, at han havde et Arbejde til mig, hvorom jeg venter nærmere Besked. Mener De maaske, at »Vom Fels z: Meer« vilde tage en Fortsættelse af Norgeturen: Fra Bergen til Kristianssand? Redaktøren syntes jo saa godt om Begyndelsen, at De i hvert Fald kunde spørge. Ogsaa vilde jeg gerne skrive om »Finland«. I »Herhjemme og Derude« er der kun to Ting ‒ men de vilde ogsaa (beskaarne) gaa som varmt Brød: I I Nonnernes By; II I de Gales By. Det er Mad for MaansN!

Skriv mig Deres næste Brev til:

Studiestræde 4. K.

Adieu, kære Kammerraad. Hils Deres Hustru saa mange Gange.

Deres Ven

Herman B.