Mandag.

Kære Hr. Kammerraad.

Af stærk Forkølelse har jeg ligget nogle Dage og har ikke kunnet besvare Deres Brev, hvis Tone i saa høj en Grad har forbauset mig. Sandsynligvis maa jeg ved et eller andet have krænket Dem. Jeg ved det ikke og har i alle Fald ikke villet det.

Det Tyske, som De ‒ sikkert med Rette ‒ gør Nar af, har jeg ikke skrevet. De véd, jeg skriver ikke tysk. Det er altsammen efter Rejseforeningens Bestemmelse oversat af en herværende Translatør. Manden maatte jo bo her i Byen for ej ved hver enkelt lille Meddelelse ‒ oftest paa en 8-10 Linjer ‒ at forhale Tiden, før Bladene fik den. Det er Grunden, hvorfor Oversættelsen til alle Sprog maatte foretages her.

Hvad mine »store Indtægter« angaar, da har jeg, ‒ hvad jeg kan bevise ‒ i det Hele for alt mit Arbejde i Sommer for UdstillingenN modtaget: 325 Kroner. Og jeg har aldrig tjent saa lidt som iaar.

De vil derfor forstaa, kære Kammerraad, at det vilde være mig svært nu at betale Deres Penge. Jeg véd ikke en Gang, hvormeget jeg skylder Dem. Noget deraf maa De vel kunne faa ind ved »Vom F: zum M:«N for hin lange Artikel og ved »Bazar«, hvor »Kammeraten« jo er antagetN. Naar jeg nu om et Par Uger kommer paa Landet, hvor jeg skal tilbringe hele Vinteren, begynder jeg jo atter at skrive Skitser, som kan oversættes.

Hvormed jeg har fornærmet Dem, véd jeg ikke. Den Sum, som jeg skylder Dem, skal jeg, hvis ikke Honorar for oversatte Skitser kan udligne den, afdrage i Efteraarets og Vinterens Løb. Tilbage bliver kun, at et Brev som det sidste gør mig meget ondt.

Deres hengivne

Herman Bang