Lørdag.

Min kære Fru Neergaard.

Jeg er saa træt, at jeg næppe kan holde Pennen. Men alligevel vil jeg takke Dem for Brevet, det første, jeg fik her, og som gjorde mig saa glad. Det er saa faa, der nærer Venskab for enA enlig Sær, hvis Meninger ikke er Mængdens, som »Klikerne« holder af at udlevere enten til »Medlidenheden« eller til Latteren, og som nu kun har bevaret en Passion, en dyb Kærlighed til Ensomheden.

Jeg vilde ellers her være ret tilfreds, hvis jeg blot ret vidste, hvad jeg skulde leve af. Men derom er mit Begreb desværre mangelfuldt. Jeg har idag skrevet meget paa min BogN, indtil jeg tilsidst bogstavelig faldt hen, udmattet som efter et langt Ridt. Himlen give dog, at denne Bog maatte blive sit Emne værd.

Min Adresse er: Nakskov. At tro, at Posten ikke skulde kunne finde Herman Bang i Nakskov. Jeg henter hver Dag selv alle mine BreveN. Saa kan Byen mindre let kontrollere min Brevveksling.

Hils FolketingetN.

Deres Ven

H. B.

Jeg vil nu tilbringe Aftenen med Goncourt'ernes »Sensations«N; jeg elsker saadanne store Sandheder, spejlede i Dugdraaber. Blev jeg nogensinde gammel, vilde jeg ogsaa skrive saadanne Sætninger og intet andet ‒ et Slags moderne TalmudN.