Onsdag.

Min kære Fru Neergaard.

Sé nu blot, hvor hurtigt jeg skriver. Jeg er allerede fast Nakskovit, og jeg kender ud og ind den lille Havn og Kommis'ernes Ansigter bag Ruderne, og jeg ved, hvor man køber hvide Slips og Suchard-ChocoladeN, og véd, hvor Folketingsmanden hænger i FotografikasseN. Og jeg vil ærligt sige Dem, at jeg skulde altid blive i dette Liv. Til denne Ro er jeg skabt. Her kunde jeg maaske endnu blive en Digter, man ikke glemte, en klart og mildt Tænkende, en roligt Overvejende. En Forfatter har saa stort et Ansvar. Det er jo hans Arbejde at gøre sit Syn til de manges ‒ og sæt nu, at hans »Syn« var skævt!

Desuden kun i Ensomheden er jeg rolig. Menneskenes mangfoldige Geménhed ophidser bestandig mine Nerver. Selv den, som slet ikke berører mig ‒ jeg lider under den som Træk fra en Dør, der isner.

Og hjemme lever jeg midt mellem Mennesker, som altid skændes ‒ jeg, som, til jeg blev 25 Aar, vel aldrig havde skændtes med nogen (dog nogle Gange med min SøsterN, da jeg var helt ung) og som nu drages ind i disse høje Ord og al den Hidsighed i Tale, saa det er baade Pinsel og Selvpinsel det Hele.

Her taler jeg kun med Opvarteren, naar jeg spiser, og ellers læser jeg og skriver og gaaer langsmed Havnen og ud over den flade Mark ‒ ‒

Der fik jeg Stemningen til disse treN. Under denne Himmels Graa dukkede de op som Erindringer fra Bjerge og dét, de fleste kalder Livet. Hvor besynderligt, at der virkelig var et Øjeblik, hvor jeg var lige ved at komme ind i den Verden, at komme til at høre til de »Forgudede og Rige« i store Lande.... Og nu vilde jeg helst have en Hund til at ligge stille ved en Ensoms Fødder.

Tag dem i »Tilskueren« og send mig de Par Kroner pr. Postanvisning. Penge er hos mig altid i et Sold, hvor jeg saa er. Min OplæsningN gjorde ingen Lykke. Grunden vil jeg ikke skrive, men De skal faa Historien, naar vi sés.

Hils Deres Mand

fra Deres Ven

Herman Bang.