Nakskov. 5.2.89.

Kære Fru Neergaard.

Det er saa længe siden jeg skrev; men jeg havde egentlig ventet et Brev fra Dem. Nu kommer det ikke og jeg ‒ har intet at skrive. Her hænder jo intet. Selv med min BogN hænder meget lidt, da jeg skriver saa saare langsomt. Men jeg lever bestandig i det Haab: nu kommer Dagen, hvor du bliver »taget« selv, saa du skriver Resten ‒ Resten ‒ i nogle Uger, seks otte Uger. Jeg har nu ogsaa været syg og ligget fem Dage.

Og saa iforgaars læst op i Maribo, hvad der altid rent bringer En ud af Tankegangen, Tempoet, Stemningen. Idag er jeg saa nervøs, at jeg næppe kan holde paa Pennen.

Naa ‒ soyons gaisN. Jeg gjorde megen Lykke i M-bo. Den hele BeaumondeN var der. 200 Mennesker, som var kommet sammen i en Boldklub. Iblandt dem var en ung Frue ‒ ung ↄ: paa min Alder ‒ som jeg kendte fra den Tid, da man hverken var »berømt« eller »original« men kun atten Aar, fuld af Forhaabninger og ør af Drømme. Den Tid, da Nattergalene i Rektors Have sang mig i Søvn, og mit bedste Sted at drømme var mine Forfædres KirkeN. Aa ‒ min Gud ‒ hvor det er længe siden, og hvor lidt der er naaet og hvor sørgelig tomt er alt det, man drømte sig som Fylde.

Denne unge Frue havde ikke forandret sigA. Hun steg uforandret, som fra et gammelt Billede, lyslevende mod mig ‒ lige frisk og lige ung. Provinsliv holder ung.

Vi var i selskab hos Borgmesterens. Hvor var de alle glade. Deres Latter renere, deres Munterhed lysere end Folks »derinde«, som lever med hundrede Bagtanker og som aldrig »er«, fordi de bestandig tænker paa, hvordan de mon »synes« de andre.

Hør ‒ De maa hilse »H.Nik:H.«N at jeg først fik hans Kort Dagen, før jeg skulde rejse, og at jeg saa ikke kunde naa at komme paa hans Udstilling. Jeg holder saameget af ham.

Her, min Ven, er jeg ikke »akcepteret«. Jeg mishager ‒ jeg Snegl i mit Hus ‒ Byen, som havde ventet, at jeg vilde »gøre Visitter«(!!!) Hvilket dog laa noget udenfor min Plan. Men Byen havde ventet det og nu hævner den sig ved megen Sladder ‒ Herren ved vel, hvorom ‒; mig er det ret ligegyldigt.

Skrams Komedie gik altsaa ‒ i LanghoffN. Dér skal den jo udkomme. Det var maaske godt det samme, jeg havde ingen Fidus til »Studentersamfundets« »Damer og Herrer«. Det vilde vist være blevet en slemme Jammer. Men for Fru Skram gør det mig ondt. Hendes heftige Sind trænger vist til ydre Begivenheder for ikke at blive utaalmodigt og sygt. Om hin Aften hos InaN skrev De mig intet. Nu synes jeg, De skulde skrive lidt til mig, ti De er da vel ikke syg? Vogt over Dem selv.

Hils Deres Mand fra Deres hengivne

Ven

Herman B.