Redaktion: Gert Posselt (2020)  
forrige næste

Nakskov. 23.2.89.

Kære Ven.

Maa jeg spørge, hvordan Familien Dahl lever?

Dertil maa virkelig mit Brev indskrænke sig; ti jeg har intet at berette. Jeg synes ikke, at jeg har sét Artikler af Dem paa det sidste. Har De været syg? mismodig? har der intet »været«? Skriv mig lidt derom, kære Dahl, og udøs Deres Hjerte. Og hvordan har Deres Kone det? I to Sjæle ligger mig bestandig og altid paa Sinde.

Sé ogsaa at faa at vide, om jeg har faaet min Afsked fra »Politiken«; saadan i al Stilhed. 7 ‒ syv ‒ Artikler er gaaet i »Kurven«. Men underrettet mig om noget har man ikke. Saa skrev jeg til Bing og spurgte, men Svar har jeg ikke faaet. Det er stor Høflighed. Indlagte Brev vil glæde Dem. Midt i Mai haaber jeg at være færdig. Jeg tager saa til Bornholm og til Bergen. Sé, hvor iaar alle »rigtige« Forfattere har faaet »Statspenge«. Og hvem har faaet det Anckerske? Spørg Nansen om det. Sig ham, at jeg vilde skrive ham til, hvis der var noget Spor at skrive om. Om en Maaned ‒ sig ham ogsaa det ‒ skal han saa begynde at trælle i Korrekturen.

Adieu, kære Dahl. Mange Hilsener til Frue, Svigermoder, Pup og Stuerne.

Deres

Herman B.

Vakkert »Luksuspapir«!