18890318001

[1889. 18. marts], mandag. Maribo

Bang, Herman til Neergaard, Dagmar

A København, Rigsarkivet, Privatarkiv 5866: Dagmar og J.A. Lemming, A.II; intet blyantsnummer. Brev, 3 sider. Egenhændigt skrevet af Herman Bang.

Af to samtidige breve fra Bang til Margarethe Jørgensen vides det, at han et par uger i marts 1889 var gæst hos familien Jørgensen i Maribo. Identifikation af »Mandag« med 18.3.1889 er et kvalificeret gæt. Bang fortæller i sin efterskrift til brevet, at det først er blevet afsendt, da han var tilbage igen i Nakskov. ‒ Indtil 1892 var Dagmar Neergaard unavngiven redaktionssekretær for sin mand, da han 1884-1892 var redaktør af månedsskriftet Tilskueren

p.t. Maribo. Mandag.

Kære Fru Neergaard.

Hvor det er længe siden jeg har skrevet. Men min Bog idiotiserer mig ͻ: at jeg, naar jeg er færdig med det daglige Slid, sidder idiotiseret hen med alle Tanker døde. Min Hjerne slumrer ind efter de uhyre Anstrængelser, jeg paatvinger den. Jeg gaar i dette Arbejde til det sidste af min Evne, og jeg hensætter mig voldelig i en Feber, som ligefrem er ubeskrivelig. Og dog véd jeg ikke, om det lykkes. Emnet er saa stort. Forstaar sig, min Menneskekundskab, Fantasi og nu ogsaa ‒ min Kunst er vel større end Hr. den eller dens ‒ ‒ men jeg vil ogsaa mere, stiler mod mer. Og om det lykkes ‒ Gott allein weiss es. Mig er Kunsten blevet det store Hellige, og jeg véd, det er min Pligt at bringe den alt mit siste og mit yderste. De store Værker skrives ikke af En. Deres vidunderlige Ophavsmænd staar paa mangfoldige Navnløses Skuldre.... Saa bliver man altsaa ikke unyttig, selv om man ikke er af »de Store«. Ti man forbereder dem og brolægger deres Vej. Forgæves kan jeg i Kunsten ikke have levet. I Romanens Metode vil jeg sætte stærke Spor. Jeg har flyttet Fremstillingens Milepæle ‒ om kun et lille Stykke ‒

Men ‒ ‒ alle disse Ord om mig selv.

Hvad »Tilskueren« angaar, da vilde jeg gerne være Anmelder. Men jeg kommer ikke til København før midt i Oktober. Saa bliver jeg der bestemt den ganske Sæson. Men kunde det maaske ordnes saaledes, at Nansen skrev den ene Revue for Sept-Oktober og jeg saa regelmæssig traadte ind. Det vil jo blive en interessant Sæson med meget Nyt og mange Forsøg. Og vi vilde ofte kunne nyde sammen.

Det er et ordentligt Stykke Papir, jeg har faaet at skrive paa. Sagen er, jeg er paa »Turné« i Maribo. ‒ Hør, Driftsbestyrer Faye paa Nakskov Sukkerfabrik ‒ som er venstresindet, jeg mener Faye og ikke hans Fabrik ‒ spurgte mig forleden: Mon Neergaard venter at blive genvalgt her? ‒ Ja, det anta'er jeg, svarte jeg. ‒ Ja ‒ Gud véd dog ‒, sagde han ‒ den konservative Bevægelse er blevet meget stærk. ‒ ‒ Hvad siger De til det? Og véd Deres Mand det? Relata refero. Men sige det vilde jeg dog. Maaske burde Kredsen have nogle opstrammende Møder.

Naa ‒ det gaar vel nok. Der er i »den konservative Bevægelse« ikke saamange »Stemmer« som der er Skraal til.

Nu er da Sæsonen snart forbi. Har De ofte siddet ved Fru Winkel-Horns Fløjelsdug, hvor hun beværter den norske »Sult«? Det er en græsselig Kone. Fru W-H N.1 boer i Nakskov og lever af at oversætte ‒ Oversættelserne vil imidlertid ingen købe. La malheureuse! »Politiken« gaar yndigt ‒ tilbage. Aa ‒ hvem der havde Penge til et nyt Blad ‒ med Titlen »København«, med Devisen: Reformer og Arbejde. Den første Begyndelse til et nyt Parti. Nu var just Øjeblikket der. Neergaard gjorde sig lidt løs fra Partiet, gik lidt mod ‒ Centrum og vi forsøgte at faa Orden i lidt af al den Ulave, alting er i.

Men ‒ »det er kun Drøm, alene Drøm«, som den skønne Helene synger saa kønt.

Jeg skal nu spise. Saa De maa nøjes med dette Pjat. Hils Mand og Hus og Hund. Forhaabenlig er De da rask.

Lev vel, kære Ven.

H. B.

Jeg lod Brevet ligge i min Kuffert, til jeg atter befandt mig i den Stad Nakskov. Og her fandt jeg saa Deres Brev. Tak for det. Nej ‒ jeg skal ikke til Paris. Jeg skal i Juni holde Forelæsninger i Bergen ‒ bliver saa i Norge Sommeren over, holder Forelæsninger i Trondhjem c: 12 September, i Kristiania sidste Dage af Septbr.-Begyndelsen af Oktober; Göteborg til medio Oktb. Og saa hjemad ‒ ‒ ‒ hvis da alt gaar som »Præsten tænker«. Det var dog muligt, at en ny Serie Forelæsninger i Norge-Göteborg kunde give noget nævneværdigt Overskud og ‒ »man trænger« til Overskud. Allons donc..... Det glæder mig urimeligt, at »Fruen fra Havet« overalt kun behager saa la la. Denne dybsindige Humbug fortjener saa vist ikke bedre.

Deres Drøm havde megen Uret. Just i disse Dage havde jeg givet meget, om jeg havde kunnet tage min lasede Overfrakke for at vandre ud i Falkoneralléen med et Kapitel af Bogen og høre Deres Mening. Men det gælder at holde ud. Og der er langt tilbage ‒ aa, meget langt. Levvel og Tak for Brevet.

H.B.