Onsdag.

Kære Fru Feilberg.

Jeg havde idag villet skrive Dem et langt Brev til, men nu har jeg General-Hovedpine, som gør mig det umuligt. Hvor mit Liv er muntert, hvor lykkelig Tilværelsen. Den 20 eller saa omtrent Mai antager jeg, at jeg vil være i ByenN. Jeg bliver der saa nogle Dage. Min Bog skal først ud i Slut: af Septbr.N

Da jeg aldrig fik »Fjeldmennesker«N, købte jeg den tilsist. Jeg kan ikke sige, den har forarget mig, men jeg synes, den er ‒ ‒ grumme lidt betydende. Dette mellem os. Du gode Gud ‒ hvor disse Cognacdrikkere er lidet interessante. Stykket skuffede mig horribelt. Og »Tonen« er jo ikke fin. Gode Gud ‒ hvor trist er dog Kunsten, hvor saa store Begavelser saa ofte arbejder forgæves.

Naa ‒ nu er vel i Hovedstaden »Sæsonen« snart ude. Man har danset, gøglet, spist, drukket nok for iaar og man begynder at tænke paa grønne Marker, blaa Strand og lyse Træer. Livet er saa smukt for dem, der har nogen at dele det med. Hils alle derhjemme hos DemA. Tal ikke til SkramsN om min Mening om »Fjeldfolkene«. Det kan vente, til vi sés.

Adieu, kære Fru Feilberg.

Deres hengivne

Herman B.