Tirsdag.

Kære Ven.

Desværre har jeg kun en HjobspostN at melde ‒ siden jeg kom her, den største.

De kendte min Situation, som den var, da jeg var i Maribo i Lørdags. De véd, jeg skulde tilbringe denne Uge med at skrive en Novelle til en AlmanakN. Prisen var aftalt til 200 Kroner. Igaar faar jeg ‒ min Bog blev færdig igaarN ‒ Underretning om, at Forlæggeren af Almanaken er død og man har ikke mere Brug for ‒ Novellen!

Det var med disse Penge, jeg skulde komme hæderlig herfra. Det var disse Penge, der skulde betale mine Klæder, min Rest af Regning og min Rejse.

Nu skal altsaa denne By have Lov til at kalde mig en Slubbert og en Slyngel ‒ efter at jeg i fire Maaneder har fuldendt under saa usigelige Anstrængelser en stor Bog.

Dødskampen kan ikke være forfærdeligere end de moralske Lidelser, som belejrer mig. Jeg hverken spiser eller sover. Og der er ikke en Gang Tid til at faa Pengene fra Norge ‒ hvor jeg jo nok kunde faa Forskud paa mine Forelæsninger. Men nu er det umuligt.

Aa ‒ Gud. Under de Forhold tror jeg ikke, jeg kommer til Maribo. I Virkeligheden er jeg knækket.

Og fra ingen faar jeg Svar eller Bud.

Lev vel. Giv mig Lov til at maatte jamre min Nød. Er ArkitektenN allerede paa Bornholm? Ja ‒ paa Onsdag Aften skal jeg staa i RønneN. Hvor Livet er let at leve og at bære.

Deres Ven

H. B.