Christiania. Victoria-Hotel.

Kære Ven.

Først to Dage efter Valget hørte jeg ‒ ti jeg laa af Feber ‒ om Neergaards FaldN. Jeg kan ikke sige Dem, hvor ondt det gjorde mig. Men frygtet havde jeg lige fra i Foraaret. Jeg saá for vel, at dét Sted var farligt. Højre arbejdede uophørligt og ved alle Midler. Højre-Agitation var for store Kredse Livsnerven i By og Omegn. Men alligevel havde jeg jo haabet. Jeg rejste herhen i Kupé med en fin gammel Højremand. Jeg beklagede saameget, hvad der var skét i Nakskov. Saa sagde han: »Det beklager sikkert alle, at just Hr. Neergaard skulde falde«. Men han vil jo faa næste ledige Kreds. Det kan ikke vare længe, før han er inde igen ‒ vær vis paa det.

Naturligvis har De og Deres Mand i disse første Dage ikke tænkt paa andet end dette usalige Valg. Jeg tænkte selv saameget paa dem begge iforgaars ‒ da de nu alle gik til Kasernen, naar de derude hilste paa hinanden, fortalte hverandre Nyt ‒ ‒ og saa Neergaard ikke skulde være med men blot hjemme skulde sige til sig selv: Nu samles de, de andre.

Men, min Ven, desto gladere vil jo Genkomsten være, desto større den »nye« Dag, som ikke kan udeblive....

.... Jeg er atter her.

Hvad jeg har lidt i denne sidste Maaned, siden mine »Digte« komN, kan ikke beskrives. Jeg er vel skabt til Lidelse. Men disse Ugers SjælsA bragte mig Sindssygetærskelen for nær.

Jeg spiste ikke i flere Døgn ad Gangen ‒ naa, men hvorfor fortælle alt det? Lægen vilde saa, at jeg skulde rejse. Og jeg tog herhen. Rejsen var ikke just munter, da jeg inat uafbrudt besvimede. En ung Mand sad hos mig i Kupéen. Om jeg nu kunde blive bedre. Om jeg atter kunde arbejdeA. Arbejdet er Lykken ‒ for den Ulykkelige. Jeg har i mit Hoved Planer nok, og jeg vil ogsaa begynde. Den nye Anstrængelse kan maaske overvinde Krisen.

Ja ‒ nu læser De vel Korrektur paa »Teaterrevyen«N. Honoraret beder jeg sende under Adressen: Victoria-Hotel. Kristiania.

Jeg vilde saa gerne skrive mer. Men min Sørgmodighed bliver for stærk. Jeg vilde jo ogsaa kun ét: sige Dem, hvor trist »Faldet« havde gjort mig. Og saa er det jo dét, at jeg troer Neergaard i Stilhed vil tage sig det saa nær, saa unødig nær. Han vil gaa længe om og være sørgmodig. Og det er der jo dog ingen Grund til. Man skal blot fremtidig give ham en sikker Kreds. Og den korte Tid, hvor han nu ikke er inde, i den vil alle saa kun have lært at savne ham.

Lev nu vel og hils ham.

Jeg er i Tankerne saa ofte hos Dem. »Hunden«N staar paa mit Skrivebord.

Adieu.

Herman B.