Kristiania.

De har, kære Fru Ferslew, en Gang sagt, at jeg, naar det var haardt nødvendigt, skulde gaa direkte til Hr. Ferslew. Efter en Vinter, hvor jeg vel tør sige, at jeg ikke har haft en eneste rask Dag, og hvor jeg højst af alt har ønsket at finde nogen Fred i et Asyl for Syge ‒ skrev jeg forleden. Jeg har i Maaneder et Par Gange om Ugen lidt af Besvimelser og Kramper. Jeg har ‒ paa Lægernes Anmodning ‒ skiftet Opholdssted Gang efter Gang. Men det er ikke blevet bedre. Kun faa er Dagene, hvor jeg kan skrive som før. Da gør jeg det.

Og hvis De længst er træt af at hjælpe Mennesket, er De da ogsaa træt af at række Kunstneren en Hjælp. I dette Aar har nu alle Understøttelse af StatenN ‒ kun ikke jeg.

Jeg skal have en Novellesamling udN ‒ en Novellesamling for Kvinderne, som Hr. Ferslew sagde sidst ‒ men jeg mangler den sidste NovelleN. Og hvorledes skal jeg skrive ‒ pint af alle disse Bekymringer? Jeg véd ikke en Gang, hvordan jeg skal holde mit Hoved klart. Bevæg Hr. Ferslew til at hjælpe mig.

Deres altid hengivne

Herman Bang

Kristiania.