Onsdag.

Kære Fru Neergaard.

Inderlig Tak for Deres Brev. Et Par Breve fra mine Venner, det er jo hele det Fædreland, jeg har tilbage. Aviserne ‒ naa, ja de fortæller jo noget. Men et Brev gør mig gladere en hel Dag ‒ og jeg kan trænge til det.

Naa ‒ det maa jeg sige, i Begyndelsen vil De føle det noget énsomt ude i HolteN. Alligevel tror jeg, De vil holde af Stilheden derude. Det bliver en lille Stump Provinsliv, og Provinsliv er til syvende og sidst det eneste, der for tænkende Mennesker er til at udholde. Kun der har man Tid til at være sig selv og til at leve som et Menneske ‒ ‒ ‒ Hvor De holder saameget Selskabsliv ud, forstaar jeg ikke. Jeg føler Selskabsliv som Sand i Munden.

Her i Kristiania har vi Cirkus og Sørgefest, Hofbal og BegravelseN. Jeg bærer disse vekslende Tilskikkelser med samme taalmodige Tungsind. Det vilde være lige svært for Cirkus at aflokke mig et Smil som for Sørgefesten at afpresse mig en Taare. Ved »Fem-Théerne« i den danske og i den engelske Koloni omsværmes jeg af et Par Dusin silkeklædte Damer som en ny BellacN, »der keder sig«.

Men alt det er højst uinteressant.

Hvor De, Stakkel, vist har ærgret Dem over Skrams: »Lidt Kritik« og kæmpet haardt for at faa de Indrømmelser ind til migN. Men Skram er en Vejrhane for sine Stemningers Vinde. Og en vis Fanden skal tage mig, om Hr. Boganis' »Jagtbreve« har mer Betydning for Literatur i Norden end »Tine« og mine »Digte«N. Sligt er dum Præk, som kun nogle Dusin Københavnere falder paa at tro. Det var saamæn ogsaa en net Dosis om »Didi« i Malmö. Strax er der (mellem Didi og Betty) »overhovedet ingen Sammenligning mulig«N. Snak og saagar meget dum Snak.

Men alt glider det ned, fordi E.S. finder nette Ord for sine »Stemninger«. Skal han imidlertid blive kritisk Autoritet, saa vil Manden gøre smertelig Skade.

Nu udkommer vel snart Amalies BogN.

Jeg vedlægger tre DigteN. Vil De ha'e dem, saa send mig Honoraret. Men synes De ikke om dem, paalægger jeg Dem som Pligt at returnere dem. Ti jeg vil ikke, at man skal tage Digte af mig uden af Lyst.

Har De, min Ven, en ledig Stund, saa skriv lidt til mig. Hils Neergaard saa mange Gange. V.M's Kritik var høj og lærdN. Jeg syntes mine ganske borgerlige Teatermeninger helt generede sig overfor saa megen Dybde.

Tusind Hilsener.

Deres Ven

H. B.