Laurvig. Torsdag.

Kære Nansen.

Ja – du véd vel, at jeg er her og at jeg er syg. Jeg skal ikke plage dig med Beskrivelser. Min Tilstand er græsselig og vilde maaske nok ængste Jer, som holder af mig. Ti ét Choc bliver jo det sidste.

Jeg skriver, fordi jeg har en sær Bøn til dig. Du har et gammelt Billede af mig – et Hoved af det storeN, som Ottesens N ejer. Vil du, kære Peter, skænke mig det Billede? Du vilde inderlig glæde mig dermed. Erika Nissen, som hele Vinteren har været min Støtte her, har saa levende ønsket et Billede fra min Ungdom – og det er det eneste, som jeg kunde ønske at give hende. Du har saamange Billeder af mig og vil desuden altid saa godt huskeA, at jeg aldrig – var saa køn som mine Billeder. Send mig det derfor.

Kommer I til Norge. Her er rædsomt.

Hils din Kone hundrede Gange fra

Din

H.B.

Laurvig.