Fredensborg. 3.9.90.

Kære Nansen.

Meget forbauset vil du maaske være over, at jeg har været to Gange i Byen uden at sé dig. Men den ene Dag – var du paa Marienlyst, og den anden Gang maatte jeg – af Penge-Grunde – uafbrudt holde mig paa Hotellet.

Det var efter mit Ønske, at saa Fru O. gik til dig.

Et Par Dage efter kom din Kone herud. Hun spurgte mig tilraads om Roller, og jeg sagde hende min Mening. Hun blev et Par Dage og læste med mig og sagde saa, at hun vilde fæste Bo her en Ugestid. Nu er hun i Byen. Jeg skal gøre alt, hvad jeg kan. Men jeg er desværre meget træt og uoplagt. Jeg mener, at hun maa til Teatret. Jeg vil ikke skrive, min Ven, om disse Ting. Men gør gennem Cavling, hvad du kan: det vil være bedst ogsaa for dig.

Jeg gør mit muligste for at holde hendes Humør oppe. Maaske bliver hun her i denne Tid – mindre for Rollernes Skyld end fordi jeg dog er en Stump af hendes tidligere Liv. Du véd desuden, at de, hvis Stilling ikke er altfor "lykkelig", de plejer at holde sig til mig.

– – – Naturligvis kan jeg ikke skrive nogen Linje i "Politiken"N mer. Jeg burde længst have ophørt. Gud véd, hvad nu Bing siger til Pengene.

Kære Nansen – lad blot en Gang, en sjælden Gang imellem Dahl gaa hen i et Privatteater og skrive tolv Linjer. Han er saa brav, saa honnet – og saa fortvivlet over, at han er saa langt "degraderet". Det, at sætte et "K.D." under en Teater-Stump vil trøste ham. Gør det – en sjælden Gang – for min Skyld.

Jeg længes meget efter at sé dig. Men komme kan du jo ikke, saa længe din Kone er her.

Din H.B.