Fredag.

Kære Fru Fejlberg.

Jeg har ikke sovet inat, og jeg var iaftes ikke glad, da jeg sad dér med disse Mennesker uden Fru Skram. Aa ‒ hvor var det trist, og hvor gerne havde jeg givet alt, alt det Bifald, jeg nogentid har høstet, til hende, som jeg beundrer i saa høj en Grad.

Kære Fru Fejlberg, jeg kan næppe skrive af Ophidselse. Hvad jeg nu skriver, vil De og Deres Mand tilgive mig.

Hele Dagen igaar var en Jagt, hvor jeg forfulgtes af Kongens Foged. Ingen véd, hvad jeg i disse Timer led. I siste Nu sendte jeg en Regn af Fribilletter ud over Byen ‒ ti det battede ikke hvad der var solgt. Jeg telegraferede til min Svoger N om Penge og har endnu intet Svar. Under de Omstændigheder var det, jeg iaftes maatte se Fru Skram saadan og saa endda lade glad! Der er Penge, som maa betales idag. Jeg kan ikke faa dem andetsteds end hos min Svoger. Vil De, som har været saa god imod mig og paa hvis Taushed jeg stoler, bede Deres MandN laane mig, til min Svoger svarer, disse 100 Kroner?

Tro mig, det er mig svært, saare svært at bede derom. Men De vil jo ikke tale derom, heller ikke til Skrams. Ti hvorfor skal de have endnu mere Ærgrelse?

Vil De svare mig med BudetN og tilgive

Deres altid hengivne

Herman Bang