Sæby. 18.11.92.

Hr. Jakob Hegel.

Tør jeg bede Dem godhedsfuldt have Taalmodighed til at læse dette Brev, selv om det skulde blive noget langt. Og tro dernæst ikke, at hvad jeg skriver, skyldes nogen Paatrængenhed. Det indeholder jo kun et Spørgsmaal og dets Begrundelse, og jeg beder Dem paa Forhaand undskylde den Ulejlighed, jeg forvolder Dem.

De ved maaske, at jeg iaar har udgivet en Bog ‒ om Norge ‒ paa norsk Forlag. Jeg er ikke bunden til »Schubothe« ved nogen Kontrakt eller Forpligtelse udover, at den Roman, paa hvilken jeg skriver (»Den sidste Dansker«) skal udkomme paa »det Schubotheske Forlag«. Alligevel har Forholdene ‒ nærmest, tror jeg, paa Grund af »Rundt i Norge« ‒ gestaltet sig saaledes, at jeg inderligt ønskede at naa op paa »det Gyldendalske Forlag, ja, saaledes endog, at jeg sér næsten min eneste Betryggelse og Udsigt til i Ro og Fred at kunne fortsætte min Roman-Skrivning i at naa derhen. Efter Udgivelsen af ikke mindre end tre Bind, der nærmest kun indeholder »Erindringer«, er det for min Kunsts Skyld nødvendigt, at jeg endelig og for lang Tid vender tilbage til Novellen og Romanen. Jeg har Planer nok og Udkast nok. Men jeg har ‒ efter Sygdom og Rejser ‒ , skønt jeg kun har en eneste Længsel at kunne give »Ved Vejen«, »Stuk« og »Tine« Efterfølgere, ikke Fred dertil: jeg opslides i Aviser og Aviser. Hvis »Gyldendal« vilde tage mig paa Forlag, vilde Forlaget ogsaa sætte mig istand til at arbejde.

Men, vil De sige, hvad vilde De kunne byde Forlaget?

Jeg ønskede en Kontrakt, som bandt mig og gav »G.« Forkøbsret til mine Bøger ‒ »Den sidste Dansker« undtagen ‒ og jeg kan angive, at de Romanplaner, som jeg har i mit Hoved, er: »Pavillon I«, en Kærligheds-Idyl med et stort Hospitals Liv som Ramme, samt en Provinslivs-Roman af »Ved Vejens« Art. Disse to vilde blive mine næste Bøger. Men mit højeste Ønske var, at gaa over til Forlaget med en ny Udgave af »Ved Vejen«. Denne Fortælling er anerkendt af alle. Ibsen og Bjørnson har rost den som et virkeligt Værk i vor Literatur ‒ men Novellen er begravet i en tyk Bog, som er usælgelig. »Andreas Schou«, paa hvis Forlag jeg debuterede, er imidlertid villig til at sælge Restoplaget meget billigt, og jeg skulde jo kun have et lille Honorar for at gennemsé Udgaven. »Ved Vejen« vilde da blive, hvad den bør være, let tilgængelig og sælgelig.

Da alle Mennesker tror, at jeg overfor mine Forlæggere er en meget vanskelig Forfatter, vil jeg sige, at det er Langhoffs Mundheld, at jeg er den, som gør mindst Vrøvl. Og mine Pengeforhold ‒ til Forlæggere ‒ er kun lidet forviklede. Da jeg forlod »Andreas Schou« skyldte jeg ham Kr. 600, hvoraf nu de 400 Kr. er betalt, og Langhoff skylder jeg ‒ efter at han har forlagt saa mange Bind ‒ ikke over 800 Kr., for hvilke han dog maa have Sikkerhed i Kontrakterne, der giver ham Ret til alle følgende Oplag af »Tine«, »Under Aaget« o:s:v: »Tine« solgtes da idetmindste udmærket strax og sælger stadig. Jeg giver alle disse Oplysninger, fordi jeg intet vil stikke under Stolen men lægge alting klart som det er.

Hvis det kunde tænkes, at »Gyldendal« gik ind paa mit Forslag, maatte jeg ved Kontraktens Underskrivelse, have udbetalt Kr. 600, som skulde afdrages efter Overenskomst. Betingelserne for mit Honorar overlader jeg Forlaget. Udbetalingen nu maatte jeg desværre have for at faa Fred. Paa »Den sidste Dansker« skriver jeg hver Dag og den udkommer til Foraaret. Den anden Udgave af »Ved Vejen« kunde jo udkomme naarsomhelst.

Jeg er vis paa, at baade Ibsen og Bjørnson og Lie meget varmt vilde tale min Sag.

Jeg beder Dem nu endnu en Gang undskylde min Henvendelse, men jeg har ansét det for en Pligt overfor mig selv at gøre dette Forsøg, og jeg behøver sikkert ikke at bede Dem i hvert Fald lade min Henvendelse forblive en Sag udelukkende mellem os.

Deres ærbødige

Herman Bang