Sandviken. Onsdag.

Kære Dagmar.

Jeg havde oprigtig ønsket at høre fra Dem. Men intet Ord. Jeg vilde saa gerne skrive og give Dem Raad, saasnart jeg vidste lidt om Dem, Deres Stemning, Deres hele Habitus nu ‒ efter det første Skridt. Fremfor alt: hold ud. Sjældent har jeg sét en Rolle, som var mærkeligere valgt end denne første: Hertuginde AntoniaN kræver alt af det Ydre: Typen, Teknik o:s:v:; De skulde hente Hjælp af alt det Indre: Deres psykologiske Egenart, Selvkendskab o:s:v: Ingen Rolle i Verden kunde være urimeligere end »cette duchesse du théâtre«N ‒ ‒ naa, netop derfor bryd Dem kun om den ene Ting: at Begyndelsen er gjort. Og søg at lære hver Gang, De staar paa Scenen.

Den kære b.b.N er da ret en »Instruktør« efter »Skabelonens« Hjerte. Hvad har hanA mon egenlig lært Dem ‒ med mindre han har anbefalet Dem nogle Laura Gundersen-FagterN, hvad der var det sidste at gøre, ma chèreN. Ti hvis De skulde naa ind til Rollen, maatte alt lægges til det Yderste til Rette just om Dem.

Enfin. b.b. vil snart være opdaget som den Udvendighed, han er, og Riis vil vende tilbage til P.A.R.N, der ogsaa kan lade en Procession marchere.

Men skriv.

Og hils Don Juan af Bangsbo.

Herman.