Frederiksborggade 31.IN. 28.12.99.

Kære Dr. Brandes.

De maa ikke undres altfor meget over disse Linjer. Da jeg ikke taaler at skrive meget, skal jeg iøvrigt gaa lige til Sagen. Siden »Over Evne«N har jeg atter været syg ‒ i al Stilhed ligesaa syg som i SommerN. Med Teatret er det altsaa forbi. Jeg tror ikke en Gang, jeg ‒ for Abrahams' Skyld ‒ kan sætte et enkelt Skuespil i Scene endnu.

Men denne nye Sygdom ‒ Folk bliver dog med Rette trætte af en Mand, der altid er syg uden at kunne dø ‒ har bragt mig ganske paa Elendens Rand. Min Sygdom i Assens havde opslugt hele Honoraret for min Bog ‒ og nu staar jeg, mens desværre alle kender Abrahams' Stilling, atter med Sygeplejersker, Læger, Arbejdsløshed.....

Det er derfor jeg »vover« at bede Dem, om ikke »Politiken« nu, hvor jeg atter faar Tid at skrive, vilde yde mig et Forskud af halvandethundrede Kr. Jeg ved godt, at jeg skylder tre; men saasnart jeg er blevet nogenlunde, skal jeg nok skrive umaadelig flittigt. Og De vilde tage megen Bekymring fra mig ved dette. Jeg har i de sidste Nætter tænkt saa meget paa en lille Fortælling fra Bøhmen. Den skulde være mit første Bidrag.

Vil De nok svare mig, saa jeg har Svaret imorgen. Syg som jeg er, venter jeg altid med saa megen Spænding.

Og saa et glædeligt Nytaar. Tro mig, at jeg ønsker Dem det meget ‒ med en inderlig Tak for alt, hvad De har støttet mig med i den Teatergerning, som altsaa vel nu er forbi. Hvor meget jeg alligevel havde kunnet udrette ‒ for ti Aar siden. Naa, Livet er nu en Gang anderledes. Tak i hvert Fald for al den Støtte, De saa hensynsfuldt har ydet mig.

Deres hengivne

Herman Bang.