Fredag.

Min Ven.

Ulykkerne vil ikke stanse. Ved TeatretN er alt i Opløsning. Herhjemme ligeledes. Brummerstedt erklærer Frk Husum N: »Det kan være, Bang lever, og det kan være, at han døer. Jeg kan i hvert Fald intet mere udrette«. Kun har han fordret, at SofieN forlod Huset. Hendes Hysteri er næsten Sindssyge til Tider og jeg har gaaet meget igennem med hende ‒ mer end nogen aner. Hvad mit Liv maa rumme og skjule, det véd ingen. Sofie skal afsted imorgen tidlig. En Opsættelse er umulig. Sig intet til hende om at De ved det. Hendes Bortrejse styrter mig i nye Udgifter. Og De maa ‒ for at faa hende bort ‒ give mig halvtreds Kr. ... Saa faar jeg kun halvtreds til JanuarN.

Cantor sendte jeg Bud efter igaar. Han skal tale med Rigsdagsmændene om min StatsunderstøttelseN. Jeg maa nu have den, hvis jeg lever. Ellers er jo min hele Eksistens umulig. Til Edvard Brandes har jeg skrevet om at skrive i »Politiken«N, hvis jeg bliver rask... Aa, Gud.

Herman.