Hørsholm. Tirsdag.

Kære Hirschsprung.

Hvis dette Brev bliver langt, er Skylden ikke min. Deres Brev fra igaarN, hvoraf snart sagt hver Linje hensatte mig i en mærkværdig Forbauselse, indeholdt saa mange Misforstaaelser, at jeg maa klare i alle Fald nogle af dem. Hvad min Sygdom, som De synes at anse for et let Ildebefindende, angaar, da vil vedlagte BrevN fra Lægen, som jeg har anmodet ham om at skrive Dem ‒ skønt jeg maaske ikke burdeA trænge til vedlagte Attester, give Dem nødigN Besked om, at jeg har været sengeliggende efter Lægens bestemteste Fordring. Det er overfor Deres mærkelige Opfattelse af min Sygdom imidlertid nødvendigt, at jeg selv minder Dem om Gangen i mit Befindende. Jeg erindrer meget vel de sande Ord ‒ tillige en Smule ubarmhjertige, som vel altid den fulde Sandhed er ‒ som De sagde i Vinter i de Dage, da jeg forlod FolketeatretN: »Hvis dette bliver ved, vil De en Dag dø ene og uden at et Menneske bryder sig derom«. Det var meget sandt. Men nu har jeg et Svar paa disse sande Ord: at jeg fra den Dag af intet, slet intet har foretaget mig andet end at sørge for at være saa rask som muligt og at arbejde. Mine fra Dag til Dag førte Lister er Vidne om, hvilket Arbejde jeg har ydet. Jeg blev i København saa længe mit Helbred muliggjorde det. Først, da jeg var meget syg, tog jeg herudN. For at kunne betale dette Landophold arbejdede jeg saa længe jeg kunde sidde ved mit Bord. Den sørgelige Strid med ForlagetN nu, viser bedst, hvor nødvendigt dette Arbejde var. En skøn Dag kunde jeg imidlertid ikke mere. Smerterne i mit Bryst var blevet for heftige. Jeg maatte lade mig undersøge og Resultatet var: Forbud mod alt Arbejde og OrdreA til strax at gaa tilsengs. Da jeg ikke turde beholde Frk. Pålsson N hos mig af Hensyn til Udgiften her ‒ Sygepleje-Honorar skal Frk. P. ikke have, da det er hendes Sommerferie ‒ svarede LægenN mig: »Ifald De i Deres nuværende Tilstand sender Sygeplejersken bort, kan jeg ikke behandle Dem. Frøkenen maa, saalænge Deres Hjerte er saa upaalideligt, forblive her Dag og Nat«. Jeg havde da intet Valg.

Dette er min Sygdomshistorie.

Til den skal jeg kun føje, at jeg idag er oppe ‒ efter Modtagelsen af Deres Brev havde jeg jo intet Valg. Jeg er atter ved mit Skrivebord og, da jeg ikke har Raad til at være paa Landet, vender jeg tilbage til Byen, som jeg allerede har skrevet Dem.

Hvis noget Menneske i nogen Sag har opført sig loyalt, tror jeg, jeg har gjort det her.

Jeg har høstet Sygdom og ringe Tak derfor.

Det næste, jeg maa oplyse om, er Forlagets besynderlige Forslag angaaende min Søsters KostpengeN. Jo pinligere hele dette Forhold med Kostpengene er ‒ Penge, som jeg ikke en Gang kan modtage for at overgive til min Søster ‒ des bedre maa De dog, kære Hirschsprung, kunne forstaa, at ved dette Spørgsmaal kan af rene Delikatesse-Hensyn hverken De eller jeg røre. Min Søster modtager for mit Ophold saa og saa meget om Maaneden ‒ ogsaa for Ferier. Dette er meget simpelt og herved kan der ikke røres. Af min Søsters Penge kan jeg absolut intet modtage. De indbetales hende som sædvanligt ‒ og min Mellemkomst er jo her unødvendig.

Tilbage staar Lægen herN.

Jeg meddelte ham, at han skulde indsende Regning til Forlaget.

Til det yderste forbauset spurgte Manden:

‒ Hvad har jeg med Forlaget at gøre?N

En Umyndiggørelse som denne overfor en ganske fremmed Mand er jo ganske vist ogsaa saare forbløffende. Jeg kan forsikre Dem for, at mit Liv her ikke retfærdiggør den.

Jeg har arbejdet saa længe jeg kunde. Nu skal jeg arbejde videre. For Fremtiden skal jeg ogsaa vide, at Forlaget anser min Sygdom som sig ganske uvedkommende. Men da jeg skal vende tilbage til Byen og skal betale her, før jeg rejser, maa De overgive Frk. Pålsson de Penge, hvorom jeg har bedt. Min Tilstand er endnu ikke saadan, at jeg taaler Dag efter Dag at sidde paa et Hotel, hvor jeg ikke har betalt.

Fra idag skal jeg nok atter sørge for Tingene. Saalænge jeg laa i Sengen kunde jeg ikke.

Jeg tror nu at have sagt, hvad nødvendigt var. Jeg taler nødigt, men saamegen Uret, som her er gjort mig, tør ikke gøres mig.

Deres hengivne

Herman Bang.