Mandag.

Min kære Ven.

Naar jeg ikke har skrevet saa mange Dage, er det, fordi jeg har det, mildt sagt, skidt. Ikke, at jeg drikker eller noget. Men siden jeg var syg i HørsholmN, kan jeg ikke komme i Gang. Der er ikke Gænge hverken i Arbejdet eller i Pengene. Og paa Torsdag skal jeg læse i Tivoli. Tænk paa mig, Usalige.... Naa, om HeleneN trækker det fælt sammen. Det er DueN, som vil afsløre hende. Jeg har det paa anden Haand. Men det er nok saadan, at hun paa Landet i Sommer har elsket en Skovfoged, der saa blev krænket, fordi hun ogsaa elskede hans Avlskarl. Skovmanden fortalte og skrev derpaa alt til Due, som nu, da Frøken S. har fornærmet ham, vil sige alt til Fritz: »Ja,« sagde Due: »hun har jo tjent gode Penge længe. Ulykken er kun den, at jeg ikke védA, om Fritz ikke med Vilje har lukket Øjnene. Men nu skal han tvinges til at lukke dem op«.

Den arme Mand. Og han glæder sig saadan til at komme fri af FlaadenN. Jeg venter mig for os alle det værste af Vinteren.... Forresten lægger Helene nu slet ikke mere Skjul paa sit Haandværk. Hun er ufortrøden i Frækhed og Ludder-Toiletter, saa det er en Menneskenes Gru af skue.... Alma har kun været her den ene GangN og det var for at læse Rolle. Min Ven, De ved dog godt, hvor meget jeg holder af hende. Men slæbe hende herop kan jeg dog ikke. Og hvad Misforstaaelser kan der være mellem hende og mig? Jeg forstaar det slet ikke.... Derimod forstaar jeg saare vel, hvor meget jeg savner Dem. Jeg faar aldrig noget udrettet, naar De er borte.

Lev vel, min Ven. Og skriv til

H. B.

Kasinos første Forestilling var grueligN. Alma saá dejlig ud ‒ og det var det Hele ved den Indledningsaften.