Torsdag.
Kære Frøken Pålsson.
Jeg kom igaar til at sige en Dumhed og jeg vil ‒ skønt De naturligvis aldrig erfarer den ‒ sige Dem den. Der kom en norsk Skuespiller, mens vi spiste. Han hed Tønder. Jeg kom saa ind og sagde, som De véd, jeg gør: »Jesus, Manden hed Tønder. Men det var ikke Frk. Pålssons tidligere Forlovede.« ... Jeg greb mig strax i det. Jeg véd, min Søster hørte det ikke.
Jeg beder Dem tilgive mig. Men det var tilgiveligt. Ti da jeg hørte Navnet »Tønder«, troede jeg, at det var den rigtige Hr. T.
‒ ‒ Jeg rejser nu.
Hvorledes skal det dog gaa? Mit Hjerte er meget slet.
H. B.