Aalborg. Søndag.

Ja, kære Ven, Brevet jeg har at afsende, er meget sørgeligt for mig at skrive og meget sørgeligt for Dem at modtage. Men det faar ikke hjælpe. Det er første Dag, hvor jeg overhovedet har kunnet skrive og det koster mig megen Anstrængelse men Sagen har Hast. Som jeg telegraferedeN, maatte Torrild paabyde mig ti Dages Ro. Hvad jeg i den sidste Tid i HørsholmN ustanselig havde frygtet, var indtraadt: min frygtelig overanstrængte Hjerne hjemsøgtes af Forstyrrelser, der var og er af en ængstende Natur. Jeg maatte altsaa opgive alt Arbejde ‒ og den forløbne Tid har ikke været tilstrækkelig til at hidføre den haabede Bedring. Min Tilstand er dybt rystet og som altid staar jeg helt ene.

Vi maa altsaa sé Sandheden i Øjnene og uden Opsættelse, da den nuværende Situation kun øger min Sygdom.

Der er to Ting:

1) »Det Graa Hus«, som maa færdiggøres og som vil blive færdig. Jeg genoptager, paa Trods af alt, Arbejdet, saasnart mine Sager er ordnede. Det bliver ikke let men maa ske ‒ selv om jeg maa understøttes ved daglige Morfinindsprøjtninger. Ogsaa KorrekturerneN, der er saagodt som meningsløse, paa Grund af min smaa SkriftN, vil volde mig megen Besvær men den sidste Oktober skal jeg være færdig med Bogen. Der behøves imidlertid hertil nødvendigt, at Forlaget træder til. Der er, kære Heise, ingen Mulighed for Udvej. Jeg kan ikke ‒ som vort Overslag lød paa ‒ optræde i denne TidN. Det er umuligt, komplet umuligt. For min Stillings Skyld, for mit Navns Skyld maa »Det Graa Hus« være færdigt, og jeg maa leve denne Maaned. Skifte Opholdssted nu forbyder LægenN. De maa altsaa strax bede Forlaget om en Samtale og i denne meddele, hvor syg jeg er. Af Hensyn, jeg ikke behøver at præcisere, maa det hedde sig, Sygdommen er Slim paa Lungerne.

Der er i »Missionshotellet« lejet til mig og jeg bliver der, indtil »det Graa Hus« er færdigt. Bogen vil blive paa femten Ark ↄ: et Honorar af 2250 Kr. Af disse Penge maa Forlaget ‒ ti Sygdom er Hvermands Herre ‒ nu udbetale mig 550 Kr. Hvis jeg bliver rask, kan Halvdelen af denne Sum gaa af paa Honoraret paa »Fest« N. Mere tør jeg ikke love, da De jo allerede skal have firehundrede Kroner.

Jeg forstaar bedre end nogen, kære Heise, hvor sørgeligt dette er. Men det nødvendigste er, at jeg bliver rask