Aalborg, 16-X-1901.
Kære Hr. Heise.
De havde glemt at lægge det omtalte Brev i Konvoluten.
Hermed en Korrektur. Jeg beder indstændig Forlaget nu at fremskynde Korrekturen. Jeg afsender nu 4 Ark af 1ste Korrektur og har endnu ikke modtaget nogen 2den Korrektur, ikke engang af 1ste Ark. Dette er der ingen Mening i. Det maa dog ligge i Forlagets egen Interesse nu at fremskynde Udgivelsen ‒ saa meget mere som ingen kan vide, hvorlænge mit Helbred holder og 2den Korrekturerne maa og skal jeg selv læse. Den 3die Korrektur, som bliver ren Bogstavkorrektur har Hr. Peter Nansen lovet at besørge.
De venligske Hilsener fra
Deres hengivne
Herman Bang.
Vedlagt Kvitteringen, der som altid lyder paa »Forskud«.