Mandag Morgen.
Kære Nansen.
Jeg er altid saa fjottet og dum. Jeg sagde dig i Lørdags ikke en Gang saa meget som Tak for alt, alt det, du har gjort for mig. Men, du maa tro mig, det er Generthed. Jeg er saa lidet vant til, at man gør saa meget for mig; endnu mindre til, at man tager mig saadan for en rigtig Forfatter, for hvem et Forlag virkelig kan bringe Ofre. Og saa bliver jeg forfjamsket. Kan du ikke forstaa det?
Alligevel tror jeg nok, at min Tak bunder en lille Smule dybere end den, der vel saa ofte bringes dig. Den bunder i fjerne Dage og lange Minder.
Din
H.B.
En Ting kan jeg sikkert sige dig, at Tenornykker vil du aldrig møde hos mig.