Den 25.4.03.

Kære Hr. Hegel.

Det er ingen Mangel paa Hensyn, naar jeg skriver i Stedet for personlig at komme i Bogladen. Sandheden er den, at jeg maa paalægge mig den største Skaansel, og intet paavirker mig saa stærkt som denne aldrig sluttede Sag med Schubothe.

Det er nu mange Uger, siden Karl Larsen underrettede mig om, at Schubothe var villige til at underskrive den ændrede Kontrakt og vilde gøre det i Løbet af et Par Dage.

Ikke desto mindre har jeg indtil dette Øjeblik ikke hørt om, at Kontrakten er underskrevet. EndnuA mindre noget om, at Schubothe var gaaet i Gang med »Ludvigsbakke« eller tænkte paa »Fædra« ‒ hvad De dog havde erklæret at ville.A

Er det dog ikke muligt, at De, kære Hr. Hegel, kunde forespørge hos Firmaet, hvad det blev til? Den Behandling, De Herrer lader mig lide, er dog ganske uværdig. Thi et Svar maa dog endelig gives mig. Og en Ordning, som sikrer Dem Deres udlagde Penge i Tilfælde af min pludselige Død, maa træffes til min Beroligelse. Intet er mig saa pinligt som den Tanke, at det Gyldendalske Forlag, for hvilket jeg hidtil har arbejdet saa lidt, skulde være udsat for Tab ved nogen Skæbne, der ramte mig. Og, som sagt Schubothe har jo erklæret, at ville ændre Kontrakten. Lad os dog derfor faa en Besked. Et Par Ord fra Dem maa jo være nok til at frembringe i al Fald et Svar.

To Aar har det ærede Firma nu, under Skældsord og tilsidst næsten Trusler, pint mig. Deres Penge har de faaet med Renter. Mine Bøger ejer de og har Magten til at modarbejde deres Salg.

Nu synes det mig, at der skyldes mig Svar.

Tilgiv det lange Brev og alle de Ærgelser, jeg volder Dem. Jeg beder Dem hilse Fru Hegel og Deres Døtre.

Deres hengivne Herman Bang.