Marienlyst. Torsdag.

Min kære Nini.

Det er meget langt fra, at jeg er urolig eller nervøs. Jeg arbejder hver Dag og overholder alt. Men jeg har kun set ‒ som jeg plejer ‒ den strenge Sandhed ind i Øjnene og sagt mig: at sandsynligvis maa de Ulykkelige herhen, hvor deres Nød dog er lettest at mildne. Vi maa jo saa dele deres Lod som de maa dele vor. Det staar mig klart, at William aldrig havde gjort detteN, hvis han ikke havde staaet overfor Ruinen ‒ ‒ og nu er der ingen andre til at tage det paa sig endA jeg, selv om det saa ogsaa skal forandre hele mit ydre Liv. Det er den Art af Tilskikkelser, Livet bringer, og som man maa bære med ranke Skuldre.

Det nytter mindst af alt at holde sig hen med Forestillinger, som vil vise sig at være Illusioner uden Bund.

Din

Herman.