d. 30/11 1903.

Kære Nansen.

Du maa tilgive, at jeg dikterer dette Brev. Men ud over "Mikaël " er det mig umuligt at skrive selv. Hermed følger to Korrekturer. Den ene er langt henne i Bogen. Men det gjaldt mig at faa dette Optrin, som er afgørende for hele Bogen, færdigt akkurat, som jeg vilde. Korrekturerne er overhovedet en Omskrivning – ganske som ved "Tine". Der, fordi Krigen gjorde mig Besvær. Her, fordi et fremmed Samfund er Romanens Jord.

Men – nu kan det jo ikke skjules længere, at "Mikaël" ikke bliver færdig i AarN. Jeg havde haabet, at et mægtigt Opløb i Efteraaret skulde gøre det muligt. Men smærtelige BegivenhederN, som jo ikke vedkommer Forlaget, berøvede mig min Arbejdskraft og satte mig ude af Stand til at udsætte mig for den frygtelige Anspændelse, Romanskrivning desværre er for mig. Jeg standser ikke Arbejdet nogen Uge og hele Stoffet lever nu, Moment efter Moment, i min Hjærne. Saa jeg haaber snart at have lagt Byrden bag mig.

Min langsomme Arbejdsmetode angaar imidlertid desværre kun Forlaget for saa vidt som den bereder Forlaget Tab. Og jeg indser fuldt vel, at, naar en Forfatter sælges saa slet som jeg, er der Grænser for de Ofre, som selv det redebonneste Forlag kan bringe. Og hvad mig angaar er disse Grænser for den Gyldendalske Boghandel sikkert overskredne. En Ting vil jeg kun gerne sige, at, da jeg bad om at faa min Gage vedblivende i Aarets tre sidste Maaneder, haabede jeg endnu bestemt at kunde gøre "Mikaël" færdig. Og naar jeg beder om, at Bestemmelsen maa blive opretholdt for December, da er det, fordi jeg ikke saa pludseligt kan kaste mig ind i Oplæsninger. Min Kamp har jo overhovedet været den, at faa "Mikaël" fuldendt uden at maatte holde Oplæsninger, fordi jeg til disse Oplæsninger maa indstudere et nyt Repertoire. Det var ogsaa derfor jeg i det længste holdt paa en "Indsamling", fordi den vilde have givet mig en Smule Rygstød overfor de Maaneder, som jeg nu ikke kan imødese uden Bekymring.

Du maa nu ikke betragte dette Brev som andet end den Undskyldning, det er. Jeg ved saare vel, hvilket Tab jeg bereder Forlaget. Og jeg har ikke engang det Haab, at det vil nytte noget, naar "Mikaël" nu bliver saa god, som jeg kan gøre den Bog, der for mig personligt er mit Hovedværk, og som vil rumme Summen af det, jeg har at sige Menneskene. Thi jeg har i dette Efteraar mistet enhver Forhaabning om, at Salget af mine Bøger vil stige, hvor dyb en Vilje jeg end nedlægger i dem. Der er nu en Gang Ting, Menneskene ikke naaer. Derfor kan "Mikaël", naar Romanen ikke udsendes til Jul, naturligvis hellerikke trykkes i mere end to Tusind Eksemplarer.

Alt, hvad jeg har at gøre, er derfor kun paany at bede om Tilgivelse, fordi jeg ikke kan opfylde mine Forpligtelser. Man kommer undertiden i saadanne Forhold uden altfor megen personlig Skyld.

Din hengivne

Herman Bang.