Odense. 16.4.1904.

Kære Fru Hegel.

Tak for Deres Brev og for Deres Indbydelse. Men jeg sidder den Dag i en eller anden Kro og læser op.

Hvorfor jeg takker Dem?

Jeg skal gerne sige Dem det. Et Menneskeliv kan være saa sørgmodigt og fattigt, at man i sit Sind bevarer det trofaste Minde om et Haandtryk, der viste Sympati, et Ord, der røbede Medfølelse.

Jeg tror, De har givet mig et saadant Haandtryk og sagt mig et saadant Ord.

Men maaske var det paatrængende at takke Dem derfor.

Med de bedste Hilsener til Hr. Hegel og Fru IpsenA er jeg

Deres hengivne

Herman Bang.