Prag. Hotel Blauer Stern.

13.11.1904.

Min kære Lilje.

Jeg havde lovet mig selv, at hvis der »skete« noget, som ikke hører hjemme i »Erindringerne«, da vilde jeg meddele det til Deres rene Hjerte...

Og nu er der ganske vist intet sket ‒ men ‒ ‒

Naa, lad os altsaa begynde med Begyndelsen. Vi kom jo i MandagsN, og i Tirsdags traadte »den Lille« (som er ganske rar men ofte sær) og jeg ind i det Czeckiske Nationalteater. Som sædvanlig blev der danset i dette Nationalteater. De gav enA Pantomime »Le Roman d'un Pierrot«. Den var ret kedsommelig. Men pludselig indtræder Pjerrot. Sjældent har Gud givet et Menneske et skønnere Ansigt. Skæbnen var i det. Den unge Mand havde opfattet Pjerrot som en Person, der har endnu mindre, meget mindre paa end en Jockey... Det intet, der var, var af hvidt Silke. Skønt dette Intet sad saare stramt, spurgte jeg dog Ernst: »MonA det er en Herre eller en Dame?« Det var altsaa en Herre ‒. Meget vel. Næste Dag bliver jeg forestillet for Teaterchefen og siger, at Pjerrot havde meget Talent ‒ »Ikke sandt ‒ et vidunderligt Talent« svarer han: »han har nylig spillet »Romeo«... Iøvrigt er han Kroater(!) og han ved allerede, De er i Prag. Han kender flere af Deres Bøger og det er hans højeste Ønske at blive forestillet for Dem.... Desværre gaar han nu til Berlin, hvor han skal debutere paa tysk som OsvaldN«....

Næste Dag fik jeg Brev fra den unge Person. Han sendte mig nogle Billeder af Grevinde Strozzi, sin Landsmand....

Og idag ‒ om nogle Minutter kommer han for at gøre Visit ‒ ‒ Jeg skal fortsætte efter Visiten... Hans Navn er Iwo de Raić-LonjskyN ‒ ligesom Kossinsky hos SchillerN er han altsaa kroatisk Adelsmand. Hans Brev opbevarer jeg til Dem ‒ ‒