Wien VI . Hotel Windsor.

28.11. 1904.

Min arme Ven.

Det er græsseligt.

Men om en Ting beder jeg: tag Bade, kør ud. Søg at gøre Deres Legeme stærkt i Stedet for, ved kunstige Midler, at forsøge at glemme for Timer ..... Om Deres Liv tror jeg ikke, at De kunde sige mig noget, som jeg ikke har tænkt mig. Kun dette sidste ventede jeg ikke. Idetmindste ikke saa brat og saa ubarmhjertigt. Den unge MandN er af en egoistisk Familie. Det maa være hans Undskyldning – men hvad hjælper det? Aa, at have gjort alt, alt for et Menneske og saa "sidde der" – ikke andet end "sidde der" ... Men det, jeg mest frygter, er "Maria Theresia "N. Det Stykke og den Rolle nu vil berede Dem sjælelige og legemlige Pinsler, som De, min Ven, endnu ikke har Begreb om. Og jeg er angst for, at De ikke vil have Kræfter til at bære dem .... Og ene er De eller – – værre end ene. Det er frygteligt. Og der er slet ikke noget at sige og ingen Ende at sé. Og ingen Trøst at give.

Kun: læg Dem ikke hen. Det hævner sig altfor frygteligt. Stram Dem sammenA til at køre ud i Luften. Det er nu saa koldt, at Luften trætter .....

Deres Brev har jeg strax brændt.

Hvis De har Kræfter til at skrive, da skriv. Det letter ikke. Men der gaar nogle Minutter, mens man skriver.

Herman B.